Den 19-årige Disney-frontfigur trak overskrifter, da hun for nylig lagde billeder op på sin Twitterprofil. Billederne skabte røre, fordi de viser et tydeligt vægttab på den unge sanger og skuespillerinde

Billederne, som Miley Cyrus selv sendte ud til alverdens fans via det sociale medie Twitter, viser en tynd ung pige, der fotograferer sig selv. Men billederne falder ikke i smag hos danske interesseorganisationer mod spiseforstyrrelser.

Miley Cyrus tynd twitter

- Det er trist at se, at hun står frem på den måde. Vi ved hvor mange unge, der bliver ramt af spiseforstyrrelser, fordi de har nogle rollemodeller, de vil leve op til, siger Erna Poulsen, formand for PS Landsforeningen (Landsforeningen for pårørende til spiseforstyrrede, red.).

Frontfigur for Disney

Selvom Miley Cyrus sandsynligvis ikke er sygeligt tynd, skaber det alligevel panderynker hos PS Landsforeningen. Den unge skuespillerinde, der blandt andet er kendt for sin hovedrolle i Disneys Hannah Montana, har nemlig tusindvis af meget unge fans og dermed et ansvar at leve op til som rollemodel.

Også hos LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, kan man nikke genkendende til problematikken omkring børn og unges rollemodeller.

- Det er specielt problematisk med kendte mennesker, fordi det er dem, de unge mennesker ser op til. Billeder som dette er med til at underminere kvinders selvværd, siger Steen Andersen, generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade.

Problemet opstår ifølge Steen Andersen, når personer med lavt selvværd tror, at de kan opnå et højere selvværd ved at se ud på en bestemt måde. Det er dette lave selvværd i kombination med andre ting, der kan ende ud i en spiseforstyrrelse.

- Kun fem procent af verdenens kvinder kan leve op til de kropsidealer, som modebranchen har lavet. Derfor slås mange andre kvinder for at komme så tæt på de idealer, som de overhovedet kan. Det er dét, der giver det lave selvværd, som vi er bange for, siger Steen Andersen.