____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Mikael Persbrandt kommer sandsynligvis til at gå på scenen og spille Strindbergs 'Dødsdansen' iført fodlænke. Det skriver svenske Aftonbladet.

Den svenske skuespiller blev i april idømt fem måneders fængsel for at have købt 12 gram kokain. Men skuespilleren nægter sig stadig skyldig og har derfor anket sagen. Appelsagen skal i landsretten på onsdag, hvor Persbrandts forsvarer går efter pure frifindelse.

Per Liljekvist, Persbrandts advokat, har også en plan B i baglommen. Kan han ikke få skuespilleren frikendt, går han efter en fodlænke i stedet for fængselsstraf. I Sverige kan fængselsstraffe under seks måneder byttes til en fodlænke, så den dømte kan passe sit arbejde, selvom vedkommende afsoner sin straf. 

- Han har ret til fodlænke. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget problem i det, siger Per Liljekvist til Aftonbladet.

Maximteatern i Stockholm har Mikael Persbrandt på rollelisten i Strindbergs trekantsdrama 'Dødsdansen', der ifølge planen får premiere til oktober. Og efter alt at dømme bliver det altså med en skuespiller med fodlænke under kostumet.

Hvis landsretten stadfæster byrettens dom og idømmer Persbrandt af afsone med fodlænke, vil han kunne passe sit arbejde, men så heller ikke meget andet. En alarm reagerer promte, hvis fodlængen registrerer, at Persbrandt skejer bare det mindste ud. Og uanmeldte kontrolbesøg kontrollerer, om den dømte muntrer sig med alkohol og narko.

Mikael Persbrandt blev i januar tiltalt med 10 andre for at være med i en større narko-handel. Persbrandts navn dukkede op, da det svenske politi havde aflyttet to af de tiltaltes telefoner.

Skuespilleren stod anklaget for køb for 12.000 svenske kroner kokain. I den aflyttede samtale lød det, at Persbrandt normalt køber for mellem 10.000 og 15.000 kroner.

Persbrandts forsvarer Per Liljekvist fastholder, at den omtalte kokain aldrig er blevet leveret til skuespilleren, der i øvrigt befandt sig i Sydafrika på det pågældende tidspunkt. 

Politiet har da heller ikke fundet den kokain, som skuespilleren er anklaget for at have købt.

Og Mikael Persbrandt selv benægter påstandene.

- Der må være nogen, der lånte min telefon, har han sagt i interviews. 

Det er dog ikke første gang Persbrandt bliver sat i forbindelse med narko. Tilbage i 2011 blev han fundet med narko på sig på et hotel i Stockholm.Persbrandt kan for tiden ses i biografen i Pernille Fischer Christensens 'En du elsker' med Trine Dyrholm og er nok mest kendt herhjemme fra krimiserien Beck.