Det er efterhånden fem år siden, at Michael Jackson døde. Alligevel får kongen af pop ikke lov til at hvile roligt i graven. Han er nemlig endnu en gang blevet anklaget for sexmisbrug. Det skriver Independent.

På vegne af den 36-årige James Safechuck lagde advokater i mandags sag an mod sangerens bo. Safechuck hævder, at han blev misbrugt af Jackson i 80'erne efter, at han havde medvirket med ham i en reklamefilm for sodavanden Pepsi. Safechuck var på daværende tidspunkt 10 år gammel.

Af retsdokumenterne fremsætter Safechucks advokater følgende: "Jackson benyttede sig af en kalkulerende adfærd for at lokke både Safechuck og hans forældre ind i en falsk form for tryghed og normalitet, der var langt fjernet fra virkeligheden. Og Jackson havde succes med sine anstrengelser i det omfang, at Safechuck op til gentagne gange indlod sig på sexmisbrug af afskuelig natur og hjernevasket af overtræderen til at tro, at det var kærlighedsakter og i gangsat af James selv snarere end overtræderen."

Anklagen fortsætter videre: "Efter den første hændelse begyndte Safechuck at sove regelmæssigt i Jacksons hotelseng under resten af 'Bad'-turnéen i 1988," og den hævder, at Safechuck "blev misbrugt næsten 100 gange over fire år, indtil han ramte puberteten."

Advokaten for Jacksons bo, Howard Weitzman, har siden taget til genmæle mod anklagerne og bedt om, at sagen bliver afvist.

Han siger til E! News: "Mr. Safechucks sene fremsatte krav mod Jackson boet, så han kan tage penge fra Michaels efterladte arv, vil forhåbentligt blive afvist. Det her er en person der fremsætter sine krav fem år efter Michael døde, mere end 20 år efter, at hændelserne antageligvis skulle have fundet sted og som har svoret under ed, at Michael aldrig gjorde noget upassende ved ham."

Sagen kommer for høring den 4. september 2014. Michael Jackson blev frifundet for fire anklager om overgreb mod børn i 2005. Lignende anklager blev droppet i 1994, før de kom for retten.

Heller ikke musikalsk kan Michael Jackson finde ro. Tidligere i år udkom albummet "Xscape", hvor en række prominente producere og musikere færdiggjorde en række af Jacksons efterladte sangideer. GAFFAs anmelder Sohail Hassan hilste udgivelsen velkommen og kvitterede med fem stjerner. Han skrev: "Alt i alt masser af originalt MJ-guld lige såvel som opdaterede produktioner med respekt for kongens jagt på perfektionisme. Lavet af folk, som MJ selv foretrak at samarbejde med. En velkommen tilføjelse til MJ-samlingen."