Så er der godt nyt til de mange generationer af danske Shu-bi-dua-fans. Efter et langt sygdomsforløb vender forsanger og bandleder Michael Bundesen nemlig tilbage til arbejdet med musikken.

Det skriver Familie Journalen.

Ifølge ugebladet skal den folkekære Shu-bi-dua-forsanger være en del af et ekspertpanel, der skal støtte og rådgive kunstnere i en ny talentkonkurrence på dk4.

»Michael er vild med, at vi med talentkonkurrencen og Dansktop Prisen anerkender dansk musik, så musikgenren kan få den opmærksomhed, den faktisk fortjener,« siger programmets vært Ole Stephensen ifølge ugebladet.

Det er netop Familie Journalen og dk4, der står bag prisen, og talentkonkurrencen skal sendes over 12 uger fra lørdag 5. september.

Den 19. maj 2011 blev Bundesen ramt af en blodprop i hjernen. Siden har den danske musiklegende været igennem et langt og hårdt genoptræningsforløb. I 2013 viste Michael Bundesen sig for første gang i to et halv år sig offentligt, da shubberne modtog æresprisen ved Danish Music Award.

Foruden Michael Bundesen sidder sangerinden Lei Moe, producent og sangskriver Søren Bundgaard samt pladeselskabet Sonys Henrik Sørensen i panelet.

»Det er så dejligt, at Michael Bundesen har lyst og energi til at engagere sig i vores projekt. Vores ekspertpanel bliver en garanti for, at de medvirkende får den bedste opbakning,« siger Familie Journals chefredaktør Anette Kokholm.

66-årige Michael Bundesen er da heller ikke helt uprøvet på tv-skærmen. Efter han trådte ud af Shu-bi-dua i et par år, var han med til at starte Kanal 2 op, hvor han også agerede vært.

970601-221237-1