Tidligere lod sangeren Michael Bublé som om, han var glad – nu ér han glad, men savner sin bedstemor
Dét eneste, der for alvor er svært i Michael Bublés liv, er, når han skal forklare sin tre-årige søn Noah, at far skal på arbejde. Og den album-aktuelle 41-årige canadiske super-crooner og Danmarks darling ved godt, at dét er lidt af et luksusproblem.
»Da jeg var lille, og jeg spurgte min far, der var fisker, hvorfor han blev nødt til at gå på arbejde i stedet for at lege med mig, sagde han: ’Det gør jeg, så vi kan få mad på bordet’. Men dén holder jo ligesom ikke for mig. Vi har masser af mad på bordet.«
Michael Bublé er en ydmyg herre. Og han smiler nærmest undskyldende. Vi ved jo begge godt, at han siden sit internationale gennembrud i 2005 med albummet ’It’s Time’ har solgt over 55 millioner album, og ifølge finansbladet Forbes er god for det, der svarer til over en halv milliard kroner.
»Når jeg nu går på arbejde for at tage på turné eller indspille et nyt album, så spørger Noah selvfølgelig, ligesom jeg selv gjorde: ’Far, hvorfor skal du gå på arbejde’. Og så må jeg jo bare være ærlig og sige: ’Far skal på arbejde, fordi musikken simpelthen gør ham så glad. Men jeg kommer snart hjem’.«
Michael som ’set-bitch’
Den normalt 100 procent nærværende Michael Bublé bliver et kortøjeblik fraværende, mens han hurtigt kigger ud over havnen i sin barndomsby Vancouver, Canada.
BT er inviteret til eksklusivt møde med Michael Bublé, der netop har udsendt sit niende album ’Nobody But Me’, der fik fem stjerner i BT.
Og selvom Bublé er en venlig mand, så er han ikke bleg for at indrømme, at han lige nu langt hellere ville være sammen med sin kone Luisana og deres to drenge – Noahs lillebror Elias kom til verden i januar i år.
»Jeg kunne tilbringe hvert et øjeblik sammen med dem. Og heldigvis ses vi da også igen om få dage. Luisana skal nemlig indspille film sammen med bl.a. Harvey Keitel og Hayden Christensen. Optagelserne finder sted i Argentina. Og så er det min tur til at være dét, hun og jeg kalder ’set-bitch’. Så er det min tur til at passe børn og være til Luisanas rådighed. Så er jeg hendes bitch,« siger han med et stort, hvidt grin.
Savner bedstemor
Men alt er selvfølgelig ikke bare lutter glæde i Bublés luksusliv. Således mistede han fornylig sin bedstemor, Lolanda, der igennem hele karrieren har været blandt Bublés allerstørste fans.
Det var blandt andet hende, der for 30 år siden var med til at påpege, at unge Michael da vist havde en forbavsende stor stemme, når han omkring højtiden sang med på sangene fra Bing Crosbys legendariske julealbum ’White Christmas’, der i Bublé-hjemmet kørte non-stop i hele julemåneden. Og med resten af familien var ’Nana’ da også med i centrum, da Michael Bublé i 2013 indspillede sit eget julealbum ’Christmas’.
»Hun var som en anden mor for mig. Og jeg kan slet ikke udtrykke, hvor meget jeg savner hende,« siger Michael Bublé, der ligesom alle os andre kæmper lidt med idéen om at blive ældre.
Lykkelig helt ind i hjertet
»Det er en mønt med mange sider. På den ene side er alder selvfølgelig en smule skræmmende. Men på den anden side forstår jeg flere og flere af de sange, jeg synger. Da jeg var 25 år, nød jeg selvfølgelig at fortolke sange om kærlighed og tab. I dag forstår jeg med hjertet, hvad de handler om. Og med alder og familie er der også sket noget helt nyt. Som yngre lod jeg ofte som om, jeg var lykkelig. Nu er jeg lykkelig – dybt inde i hjertet. Og selvom livserfaring kan gøre ondt, så giver den dig også en dybere forståelse og glæde,« siger Bublé, der på sit nye album som sædvanligt selv har skrevet flere af sangene og for første gang selv har produceret og arrangeret musikken.
»Ja, min manager var ved at få et nervesammenbrud. Men jeg følte, at det var en chance for at komme endnu længere ind i musikken. Og det var en fantastisk oplevelse.Jeg synes selv, at resultatet er virkelig godt.«
Lige siden han var tre år gammel, har Michael Bublé drømt om at blive jazz-sanger og crooner ligesom Bing Crosby. Som teenager sov han med Bibelen under hovedpudenog bad til Gud om at få drømmenopfyldt.
Og selvom han i dag har bankkontoen fyldt med penge og hylden fuld af de fineste musikpriser – fra den canadiske Juno til den internationale Grammy,har ishockey-fan’en fra Burnaby ved Vancouver stadig ikke helt vænnet sig til tanken:
»Det er virkelig som en drøm, når jeg går ind i studiet og ser nogle af verdens bedste musikere sidde klar til at spille sammen med mig. Eller når jeg rejser til Danmark for at spille for endnu et fantastisk publikum. Jeg elsker danskerne. I er vildt liberale og vildt musikalske. Og jeg glæder mig til næste gang.«
