Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Mette Gjerskov om at tude, være heldig, om at dø og meget, meget mere ...

Jeg kunne tænke mig, at pressen ... holdt op med at udpensle detaljerne, når en kvinde har været udsat for voldtægt. Det er ikke, fordi jeg er modstander af pressefrihed, men jeg synes, man bør give kvinden en smule kontrol tilbage. Jeg har også hørt, at nogen bliver inspireret af det, de læser i aviserne. Det gør sagen meget værre, når en kvinde først udsættes for voldtægt, siden skal fortælle det til politiet og til sidst i værste fald læse om det detaljeret beskrevet i pressen. Forestil dig, hvordan det er at få beskrevet de værste sekunder i ens liv, så hele byen ved det.

Jeg var nødt til at være barsk ... da jeg var fødevareminister, og der begyndte at dukke historier op om, at der var hestekød i lasagne. Ministeriets medarbejdere sagde: rolig nu, minister, det er en rutinesag, ikke en politisk sag. Der måtte jeg slå i bordet, indkalde hastemøder og faktisk selv forlange kødet testet. Det slog vist lidt hårdt, når jeg med en vis sarkasme forsøgte at forklare medarbejderne, at når også Storbritanniens premierminister går ind i en sag, så er det ikke længere en rutinesag, men en politisk sag.

Jeg er ret god til ... at arbejde hårdt. Når man er vokset op på en gård og har stået i gummistøvlerne med en møggreb, ved man, hvad hårdt arbejde er. Eller når man som jeg har bygget sit eget lille hus og oplevet hvor mange mursten, man skal lægge. Jeg klarede selv alt lige fra tegninger, der er godkendt hos kommunen, til huset var færdigt, og jeg flyttede ind. Så jeg har været ret godt forberedt på arbejdspresset som politiker.

Til gengæld er jeg elendig til ... at finde vej. Når jeg er i tvivl om retningen, vælger jeg med usvigelig sikkerhed den forkerte vej. GPS er en helt fantastisk opfindelse – måske ligefrem en Nobelpris værdig. Engang parkerede jeg i P- kælderen under Israels Plads i København, og der kører man ned ét sted, og kommer op et helt andet. Det betød, at jeg var endt i Gentofte, før jeg endelig fik vendt om og sat kursen mod Gundsømagle.

Det værste, jeg nogensinde har oplevet, var... da jeg stod ved min fars seng på intensivafdelingen på sygehuset og nærmest råbte til ham, at han skulle trække vejret. Årtiers sukkersyge havde tæret på ham. Heldigvis fik de dygtige læger ham tilbage fra gravens rand ved den lejlighed. Og da han døde nogle år senere, skete det heldigvis meget pludseligt og han nåede at få mange gode år.

Når jeg selv dør ... har jeg sikret mig, at jeg ikke bliver genoplivet, hvis der ikke er mulighed for, at jeg får et værdigt liv bagefter. Det foregår ved, at man skriver et livstestamente på borger.dk, hvor man simpelthen logger ind med NemID, og opretter det. Jeg ønsker ikke at ligge hjælpeløst hen med svær invaliditet den sidste tid – men jeg har bestemt heller ikke tænkt mig at dø de næste mange årtier.

Jeg døde en lille smule indeni ... da jeg første gang var i Afrika. Jeg var med Røde Kors i Etiopien og så for første gang ægte nød med egne øjne. Uhyggeligt tynde mennesker med øjne, der havde mistet alt håb. Da jeg kom hjem, viste det sig, at jeg ikke havde taget et eneste foto fra de områder, der var hårdest ramt. Det føltes som om, jeg ville krænke dem endnu mere ved også at stå og fotografere. Heldigvis har jeg siden mødt så mange mennesker, der har fået hjælp, så jeg ved, at håbet er der. Flyene med nødhjælp lander, og mennesker bliver reddet.

Det var pinligt, da jeg ... kom til at glemme at rejse mig for Dronningen, da hun kom til Folketingets åbning i 2011. Jeg var dengang minister og i en dyb samtale med en kollega, og derfor glemte vi at rejse os. Der blev peget fingre ad os. Det var ikke godt, for jeg har ellers et meget udmærket forhold til Dronningen, hun sendte mig i hvert fald et kort til min 50 års fødselsdag.

Jeg var hunderæd ... da jeg var fem år og blev væk fra min familie på den årlige tur til Tivoli. Jeg husker tydeligt at stå der ved legepladsen og pludselig opdage, at jeg var helt alene i verden. Og være bange for, at jeg aldrig ville blive fundet igen.

I fremtiden frygter jeg ... hvor en verden med Trump ved roret, skal ende. Verden er af lave, når den person, som skaber mest usikkerhed, er vores egen tætteste allierede. Verden har brug for stabilitet, og Trump leverer kun uforudsigelighed, fordi ingen reelt aner, hvad han kan finde på. Og han har ikke overrasket positivt, efter han er trådt til.

Jeg blev virkelig rasende ... da nogle journalister havde rodet i Karen Ellemanns skraldespand – og så offentliggjorde det, de fandt. Jeg har selv prøvet, at en mand bag mig i køen i supermarkedet fulgte grundigt med i, hvilke varer jeg lagde på båndet – for derefter at gå hjem og skrive et læserbrev om mine indkøb. Og der var oven i købet en avisredaktør fra Dagbladet, der trykkede det. Det er sgu for tæt på, selv for os som politikere. Vi er jo også en slags mennesker. Han skrev, så vidt jeg husker, at han syntes, jeg havde købt for få økologiske produkter, men jeg havde travlt den dag, og der var udsolgt. Og jeg synes ikke, det er noget, aviser skal trykke.

Jeg var svineheldig da ... Ritt Bjerregaard besluttede sig for at blive overborgmester i København. Naturligvis støttede jeg hendes kandidatur, men jeg støttede det med endnu større entusiasme, da det gik op for mig, at jeg så fik mulighed for at vinde ’hendes plads’ i Folketinget i 2005, hvor jeg var førstesuppleant.

Min første forelskelse var ... fantastisk med sommerfugle i maven og ufattelig meget generthed og små uskyldige kys. Jeg var faldet for en dreng, der var to år ældre end mig, og han kørte på en rigtigt stor knallert. Det blev til et langt fast forhold over flere måneder.

Hvis jeg skal fremhæve én sjov person fra blå blok ... den er svær. Hvis jeg skulle fremhæve den sjoveste i Folketinget, var det Per Clausen fra Enhedslisten, men jeg kan ikke komme i tanker om nogen fra den blå blok, som er decideret morsomme.

Jeg bliver irriteret ... når folk ikke kan finde ud af at sige tingene ligeud. Og når folk ligger og spærrer i yderbanen på motorvejen med 90 km/t.

Jeg klokkede i det ... da jeg med usvigelig sikkerhed forudså, at Alternativet aldrig ville komme i Folketinget. Og desuden – uden sammenligning i øvrigt – at det Republikanske Parti ville stoppe Trump før, nogen kom til at vælge ham som præsident..

Jeg tuder... når jeg ser en rigtig sørgelig film. Jeg mener, at der burde være lov om happy endings i film. ’Titanic’ er da for sørgelig, og det der kolde kolde vand – slutningen bør ændres. Det hænger måske også sammen med, at vi i min familie havde en farmor, som gik ned med skibet Hans Hedtoft på dets jomfrurejse fra Grønland. En uge efter, skibet var sunket, fik vi et brev, hvor hun skrev, hvor meget hun glædede sig til at komme til København.

Det gjorde ondt ... da min mand og jeg gik fra hinanden. Skilsmisser er forfærdelige, fordi der er så meget håb for fremtiden, drømme og kærlighed, som ligger i ruiner. Erkendelsen af, at det ikke lykkedes, og man skal bygge sin egen fremtid op på ny. Det er hårdt, og det gør ondt – men der er heldigvis også et liv bagefter. Vi var gift frem til år 2000.