Skandaleramte Morten Messerschmidt er igen lykkelig med bakke-sangerinden Dot Wessmann.

Da Morten Messerschmidt tog ordet på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning, gjorde han noget helt usædvanligt.

Han takkede sin kæreste, bakkesangerinden Dot Wessmann, for at hendes kærlighed har hjulpet ham gennem et af hans livs store kriser.

Skandalen med EU-fondene Meld og Feld, hvor DF måtte betale penge tilbage, har tvunget ham til at træde tilbage som leder af DFs gruppe i Europa-Parlamentet. Og han og Dot Wessmann var gennem en krise efter, at hendes datter var offer for en meget alvorlig trafikulykke. Det tærede så slemt på forholdet, at det gik i stykker. Men nu er de sammen igen, og mere lykkelige end nogensinde.

»Jeg føler trang til at takke dem, der har betydet noget for mig, og Dot betyder utrolig meget. Hun er hovedpersonen i mit liv. Hun betyder alt. Uden hende ville jeg ikke kunne magte så meget. Det er vidunderligt at være sammen med Dot igen,« siger Morten Messerschmidt og lyser helt op.

Gennem store kriser

Man kan slet ikke se på ham, at han har været igennem store kriser - både privat og politisk.

»Hvis vi ser bort fra den korte, triste periode, hvor vi ikke var sammen, så har Dot og jeg snart været sammen i ti år. Og det betyder meget, når vi har været igennem sager, hvor man er under beskydning i pressen, og man ikke ved, hvad der kommer dagen efter. Så betyder det ekstremt meget at have en, man kender så godt og elsker og kan betro sig til. Dot og jeg har et liv sammen, som både tillidsmæssigt og følelsesmæssigt er meget dybt.«

’BT bragte os sammen’

Du har måske brug for hende, når du rammes af modgang?

»Nej. Ganske vist var det BTs skyld, at vi fandt sammen, dengang der var artikler om, hvad jeg havde foretaget mig i Grøften i Tivoli. Men Dot har jo været en stor del af min optur. Hun var med, da jeg blev genvalgt til Folketinget, og da jeg blev valgt til Europa-Parlamentet, og da jeg havde det fantastiske valg sidst,« siger Morten Messerschmidt og tilføjer:

»Det, der skete for halvandet år siden, var, at vi blev ramt af en personlig krise, fordi Dots datter kom meget slemt til skade. Det har jeg ikke lyst til at gå meget i dybden med, men det påvirker en som menneske og påvirker forholdet. Det gjorde, at vi havde noget tid, hvor vi havde brug for at finde sammen igen. Det at have en, man er fuldstændigt følelsesmæssigt forbundet med, er ekstremt værdifuldt. Og derfor har jeg lyst til at tale om det i min tale, selv om jeg normalt ikke åbner så meget op for mine følelser.«

Camre var en stor hjælp

Han angiver to andre personer, som har hjulpet ham igennem krisen: DF-formand Kristian Thulesen Dahl og hans mentor, sygemeldte Mogens Camre.

»Det har været meget værdifuldt i denne krise, at Kristian har stået last og brast med mig. Han har været en hædersmand og en kammerat, også når jeg bare havde brug for at snakke. Jeg har kunnet mærke, at der er et hjerte, der banker i Dansk Folkeparti. Det er som en familie. Vi er venner og holder sammen. Mogens har selvfølgelig også betydet meget, og jeg er ked af, at han er forhindret i at komme til årsmødet,« siger Morten Messerschmidt.