Hr. Pitt holder lige en pause, siger assistenten lettere undskyldende. Og det gør hr. Pitt, kan jeg se, for gennem hotelsuitens vinduer ser jeg ham træde ud på altanen på Hotel Ritz-Carlton i Cancun, sætte sig i en stol og kigge ud over vandet, mens han i ro og mag tænder sig en tynd, brun cigarillo.

- Der er så meget snak om at være lykkelig, men lykke er overvurderet, for der er nødt til at være konflikt også, for at tingene er interessante, og du bliver drevet videre. For mig handler det mere om at være tilfreds, og i dag er jeg tilfreds.

Tilfreds med at foretage sande valg og med at have fundet en kvinde, jeg elsker, og som jeg har dannet en familie med, som jeg elsker højt. At stifte familie er jo risky business, for jo flere følelser, der er på spil, jo større tab risikerer du. Men sådan er det, og den chance tager jeg gerne.

Charme og reservation

Ordene bliver leveret med charme og imødekommenhed, men også med en snert af reservation i øjenkrogen.

Måske fordi han godt ved, at alt hvad han siger, bliver gransket nøje af tabloidpressen, der ofte har travlt med at antyde krise i det berømte ’Brangelina’-forhold med Angelina Jolie - så har han angiveligt en affære med en tilfældig kvinde, så er Angelina for jaloux, så spøger Pitts eks-kone Jennifer Aniston som et evigt tredje hjul imellem dem og så videre.

Kæmper for homoseksuelle

Alligevel virker han som en mand, der hviler i sig selv, og som ikke er nem at vælte omkuld, når det kommer til meninger.Af samme grund bliver han anset for en af Hollywoods ’liberale’ sammen med bl.a. Sean Penn.

Han er for eksempel en ihærdig forkæmper for homoseksuelles mulighed for at blive gift i USA og har adskillige gange proklameret, at han og Jolie ikke bliver gift, før det også er muligt for homoseksuelle.

Brad Pitt er lige nu aktuel med baseballfilmen ’Moneyball’, hvor han spiller - den stadigt nulevende - Billy Beane, der som underhund revolutionerede spillesystemet og måden at tænke på i de professionelle baseball-ligaer. 


Et kæmpe spring fra den rolle, vi så ham i tidligere på året, Malicks impressionistiske ’The Tree of Life’, hvor Pitt spiller en streng far i 1950ernes Amerika, der har svært ved at udtrykke sine følelser for sine tre sønner. Og netop det at skifte roller betyder meget for Pitt.

- I dag har jeg friheden til at eksperimentere i mit valg af roller. Nogle af dem virker, andre gør ikke. Men jeg kan nok godt lide at overraske. Hvis folk tror, de har regnet mig ud og sat mig i bås, så går jeg i den fuldstændig modsatte grøft, siger han.

Sådan har det ikke altid været. Og når man ser på Brad Pitt, som han sidder der med halvlangt, mørkeblondt hår, kun klædt i cremefarvet og lysegråt, er han på trods af smilerynkerne ved øjnene stadig er et velholdt eksemplar af sit køn og nået et godt stykke videre fra den noget blondere cowboyudgave, der gjorde sig bemærket for sine velspillende mavemuskler i ’Thelma & Louise’ og som ernærede sig ved alskens usle job.

Vendepunktet

Siden har fyren fra Missouri og Oklahoma, der to uger før sin afsluttende eksamen i journalistik fra University of Missouri besluttede sig for at blive skuespiller og prompte rejste til L.A., været med i et utal af film, hvor vendepunktet fra ’bimbo’-rollerne som i ’Interview with a Vampire’ til de mere seriøse kom med filmen ’Seven’ i 1995.

LÆS OGSÅ: 

I dag er det sjældent at se Pitt i en film, hvor han alene er den bærende hovedrolle, og han er ofte også producent af de film, han laver.

Hvad vælger du film ud fra i dag?

- Ren mavefornemmelse og følelse. Og så skal en historie kunne fange min interesse. Min interesse har det med at vandre ret hurtigt. Sådan var det også i mine yngre dage med sportsgrene. Hvis en film kan holde mit fokus, så vælger jeg den, siger Brad Pitt. Når man taler om Brad Pitt, er det svært ikke også at tale om Angelina Jolie og deres seks børn. De er et af verdens mest fotograferede par, og da Jolie ventede deres første biologiske barn, blev det i pressen beskrevet som ’den mest ventede fødsel siden Jesus’.

Velgørenhed

Sammen med Jolie bruger Pitt i højere og højere grad tid og penge på velgørenhed.

Parret oprettede i 2006 ’Jolie-Pitt Foundation’, der bl.a. har skænket millionbeløb til Læger Uden Grænser, hjælpearbejdet efter Haiti-katastrofen, Taleban-flygtende pakistanere og børnehjælpsorganisationer. Hvilket har bragt dem begge - både sammen og hver for sig - på Forbes’ og Time Magazines lister over Hollywoods mest indflydelsesrige.

Og når han sidder over for én, udstråler han også at være en mand, der har fået det liv, han gerne vil have.

En tilfredshed, der faktisk var ved at bringe ham i uføre for et par måneder siden, fordi han til magasinet Parade udtalte:

- Jeg brugte 1990erne på at gemme mig og gå i skjul for den der celebrity-kakofoni, der omgav mig.

LÆS OGSÅ: 

Men så begyndte det at føles patetisk. Det gik op for mig, at mens jeg havde travlt med at lede efter film om interessante liv, levede jeg ikke et særligt interessant liv selv. Jeg tror, mit ægteskab (med Jennifer Aniston, red.) havde noget med det at gøre. At jeg forsøgte at gøre det til noget, det ikke var.

Senest har Pitt udtrykt, at han pønser på at stoppe skuespilkarrieren inden for en overskuelig fremtid.

Sin rolle som producent har han overraskende ikke megen lyst til at tale om, men mundtøjet kommer i gang, når snakken falder på, hvad han så vil bruge sin tid på.

LÆS OGSÅ: 

- Hvis jeg ikke var skuespiller, ville jeg have været i bygge- eller arkitektbranchen, fortæller han og kaster sig ud i at fortælle om sit hjerteprojekt, det Pitt-finansierede miljøinnovative byggeri ’Make It Right’ i New Orleans efter orkanen Katarina.

Pitt har også haft møder med præsident Obama om national støtte til bæredygtigt boligbyggeri.

Så der er ingen tvivl om, at ambitionerne og hjertet er der. Der er heller ingen tvivl om, at der er mere magt i navnet Brad Pitt i dag, end dengang han ankom til drømmenes by.

Nu kan han i sandhed spille med andet end mavemusklerne.