Den tidligere reality-deltager er ked af, at hun i sin tid gik med til at deltage i ‘For lækker til love’.

Fornyligt startede den tidligere ‘For lækker til love’-deltager Melanie Slowik en helt ny blog. Begrundelsen for dette var, at hun ønskede at starte et helt nyt kapitel og ikke længere være kendt, som ‘hende fra tv’. Og det er der en helt særlig grund til.

»Jeg deltog i ‘For lækker til love’ tilbage i 2010, da jeg kun var 17 år gammel. Mine veninder syntes, at det var en god ide at tilmeldte mig, da jeg aldrig havde haft en kæreste, og jeg selv tænkte ikke så meget over tingene dengang og så det som en sjov oplevelse,« forklarer Melanie til Realityportalen.dk og fortsætter:

»I dag fortryder jeg, at jeg har været med, og jeg vil faktisk gå så langt at sige, at jeg hader reality. Jeg blev hadet af så mange mennesker efter min deltagelse, fordi jeg blev fremstillet som en person, som jeg slet ikke var eller ønskede at være. Det har virkelig ikke været rart.«

LÆS OGSÅ: Melanie om livet efter reality: Man kommer videre

Vred på producenterne

Melanie er ked af, at hun gang efter gang har skullet overbevise folk om, at hun slet ikke er, som man så hende dengang på tv. Og det er også noget, som producenten af ‘For lækker til love’ har fået at vide.

»Jeg har efter programmet sagt til producenterne, at jeg er vred over, at de valgte at fremstille mig på den måde og ikke mindst, at de opfordrede mig til det. Da jeg for eksempel var på date med en tømrer, fik de mig til at sige, at jeg aldrig kunne blive Hollywoodfrue, hvis jeg fandt sådan en,« forklarer Melanie og uddyber:

»Og fordi de roste mig så meget, valgte jeg at gøre det, da jeg ikke tænkte, at det ville betyde noget. Det kom jeg så til at fortryde. Især fordi jeg intet har imod tømrere – ja faktisk har jeg jo fundet mig en tømrer-kæreste i dag.«

Melanie danner i dag par med den tidligere paradiso Jacob Affe.

Se billeder af Melanie øverst i galleriet.

LÆS OGSÅ: ‘For lækker til love’-Melanie ser frem til spændende planer

Artiklen er oprindelig bragt i HER&NU.