Den danske sangerinde Medina så sig mandag nødsaget til at sende en advarsel ud til sine fans på Facebook.

Advarslen kommer, fordi Medina angiveligt er blevet forbundet med en 'detox slankekur', uden hun har givet lov til det.

På hendes Facebook-profil står der:

- Hej alle Medivas - flere af jer har gjort Medina (og os, holdet bag) opmærksomme på, at Medina bliver associeret med en detox slankekur på en blog på nettet i øjeblikket.

Medina

Det forsætter:

- For at afklare dette én gang for alle, har Medina intet med det at gøre, og det er beklageligt, hvis nogen er hoppet med på den.

Medina er ikke den første, der er ude for sådanne hændelser. Tidligere har andre kendte kvinder, eksempelvis Cecilie Frøkjær, oplevet, at deres navn bliver misbrugt af firmaer, der vil sælge mere eller mindre tvivlsomme produkter.