Medinas samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp er ikke bare et smart pr-stunt. Den 34-årige popstjerne er dybt involveret i flygtningekrisen, og i sidste uge inviterede hun BT med til Kenya på feltbesøg i Kakuma-flygtningelejren.
Medina ruller ind fra højre iført pels, solbriller og rejse-trolley. Hun giver kærlige krammere hele vejen rundt og undskylder på forhånd, at hun ikke er det store morgenmenneske.
Det er tirsdag morgen omkring klokken halv otte i Københavns lufthavn, og sammen med to pressemedarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp har hun inviteret BT med på inspirationstur til den fattigste ende af Afrika, til Kakuma-flygtningelejren i Kenya, hvor den 34-årige popstjerne skal møde de nødstedte og blive klogere på, hvordan hun kan udvikle sit et år gamle velgørenhedsprojekt ’Mevation’.
»Det er forkert at sige, at jeg glæder mig, for man kan ikke sige, at man glæder sig til sådan noget her, men jeg glæder mig til at komme i gang igen, for jeg føler en helt anden ro end tidligere,« fortalte hun på et planlægningsmøde ugen forinden.
Vi spiser den første malaria-pille over en kop kaffe ved Lagkagehuset. Medina uddeler vådservietter fra Matas og skriver en autograf til en mand, der spørger på sin datters vegne. Hun tager en selfie til Snapchat og hopper derefter ind på et toilet for at skifte til fly-venligt joggingtøj.
Under mellemlandingen i Amsterdam spiser hun en cheeseburger fra McDonalds , før vi ni timer senere lander i Kenyas hovedstad Nairobi, hvorfra turen går det sidste stykke nordpå til Kakuma, der siden 1992 har vokset sig til en by på over 160.000 flygtninge fra især nabolandene Sydsudan og Somalia.
Det må ikke blive opstillet
Onsdag tidlig formiddag. Firehjulstrækkeren bumler gennem det støvede landskab, og Medina sidder frustreret til venstre for chaufføren og efterrationaliserer det første møde med flygtningelejren i Kakuma, der sluttede af med et besøg hos en ung kvinde, der har boet i lejren i 11 år.
»Det er fint nok at høre skæbnehistorier, og det vil jeg også gerne, men det bliver meget hurtigt det samme. Vi har så kort tid hernede, så jeg har brug for at møde folk, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at kunne hjælpe. Jeg er jo vokset op med min far, der er flygtning og begynder bare at græde, hver gang jeg hører deres historier. Det er ikke særlig konstruktivt,« forsøger Medina overfor den medrejsende fra Folkekirkens Nødhjælp, der har arrangeret tredags-programmet. Medina er meget opsat på, at turen ikke må være spildt:
»Jeg tror, der er mange faste kutymer, når ambassadører besøger de her lejre. Man kommer forbi, hører deres historier, og så tager man videre til den næste. Men jeg har hørt flygtningehistorier hele mit liv, så jeg vil hellere i gang med at hjælpe. Lad os være kreative og finde på løsninger.«
Det er tredje gang, at hun er afsted som ambassadør. Sidste år var hun blandt andet i Jordan og kritikere stillede spørgsmålstegn ved hendes engagement, men dette lader hun sig på ingen måder slå ud af og er venlig og imødekommende, når hun går rundt i Kakuma-lejren og snakker med flygtningene.
»Det bliver altså for opstillet det her. Så burde jeg jo have hjulpet dem med at grave fra starten,« sukker Medina, da Folkekirkens Nødhjælp vil tage et billede, hvor hun hjælper to kvinder med at fylde en pose med jord, hvorfra der skal vokse grønkål og spinat. Hun gider ikke bare være en velstillet dansker, der kommer forbi en flygtningelejr og får taget et billede for billedets skyld.
»Det føltes fake, og jeg følte mig helt vildt presset. Jeg bliver målt og vejet i alt, hvad jeg gør med det her projekt, så det er vigtigt for mig at vise noget, der er rigtigt. Jeg kan jo godt se pointen i det fra FN’s side, når de siger billedet kan være med til at hjælpe, jeg bryder mig bare ikke om ting, der er opstillede,« begrunder Medina og lader sig også fotografere.
Hendes besøg spreder glæde i lejren, hvor hun konstant har klynger af små smilende børn i hælene. Når ens hverdag dybest set går ud på at overleve i et tørkeramt område, hvor underernæring og malaria-udbrud hærger, er en dansk popstjerne med et kamerahold i ryggen en underholdende afveksling.
Giver sit telefonnummer væk
Tre-fire gange om ugen ankommer lastbiler fyldt med flygtninge fra nærliggende grænser. Efter mørkets frembrud, er det et kaos af håbløshed og mødre, der ikke kan finde deres børn. Alle bliver indregistreret og givet en plads at sove i modtagelsescentret, der er hegnet ind med pigtråd beskyttet fra omverdenen.
»Kan du ikke skrue op for airconditioningen,« spørger Medina chaufføren. Hun har netop mødt en kvinde fra Sydsudan, som ikke ved, hvor hendes 8-årige datter er, som har mistet sine forældre, og som er bange for at blive slået ihjel, hvis hun træder udenfor modtagelsescentret. Medina har svært ved at ryste oplevelsen af sig.
»Jeg måtte undskylde overfor dem, at jeg græd. Det må være så sindssygt at være nødt til at flygte fra sin familie.«
Pludselig banker det på bilruden. Kvinden fra før står udenfor og spørger, om hun må få Medinas telefonnummer.
»Giv mig din telefon. Det er plus 45 først,« siger Medina og taster sit nummer ind på telefonen.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det,«fortæller Medina senere.
»Det føltes rigtigt at give hende mit telefonnummer. Det synes jeg stadig, og hvis hun ringer, bliver det da spændende at høre, hvad hun fortæller, og om hun er kommet videre, har det godt og har fået kontakt med sin datter. Jeg ville have haft det dårligt, hvis jeg havde sagt nej,« forklarer hun og ærgrer sig lidt over, at hun endnu engang græd foran kameraet, da hun blev præsenteret for en trist flygtningehistorie.
»Hvis ikke der blev filmet, var jeg ligeglad, men folk danner sig hurtigt en mening om, hvordan jeg tackler tingene hernede og tror, at jeg bare græder hele tiden. Det er jo en meget intimiderende situation for os alle, at jeg kommer ned med et kamerahold og filmer dem. Jeg synes, at jeg har været ret mange crazy situationer igennem i Danmark, men det her kan slet ikke sammenlignes.«
Gud holder øje med de unge
Det er ren ’Hunger Games’ møder Roskilde Festival med ualmindeligt hårde tømmermænd. Kakuma-lejren er en ørken midt i Løvernes Konge-landskabet delt ind i zoner og distrikter, hvor fluer er en ekstra krydderi på dagens skål ris, og telefon-dækning er en by i Rusland.
Nogle sover direkte på jorden i små telte, andre er heldige at have fået sig et læ-skur med tilhørende madras og omkringløbende høns.
Hos 19-årige Sunday er væggene betrukket med ler. Nedgravede whiskey-flasker bruges som dørmåtte og grunden er omringet af tjørnebusker som værn mod nysgerrige naboer.
Medina træder indenfor hos den unge kvindelige rapper, der har boet i Kakuma-lejren i 11 år sammen med sin familie og har indrettet sin sparsomme etværelses-flygtninge-lejlighed med både frelseren Jesus og hiphop-idolerne Jay Z, Kanye West og Akon på væggene.
»Det er rart at komme ind i folks hjem og føle, at man er i et hjem og ikke i en decideret flygtningelejr. Omvendt er tanken om, at de har boet her i 11 år også helt vildt langt ude,« lyder det fra Medina.
Sunday har deltaget i flygtningelejrens store talentkonkurrence ’Kakuma Got Talent’ og vundet adgang til indspilningssessions inde i Nairobi. Medina er vanvittigt imponeret over hendes drive.
»Det er sindssygt sejt at hun kan inspirere andre unge piger og turde skille sig ud og stille sig op på den måde og rappe,« fortæller hun til Folkekirkens Nødhjælps kameramand.
Det glæder Medina at møde Sunday, der med sit talent en dag måske kan skabe sig et liv udenfor flygtningelejren.
»De her mennesker er med til at give så meget håb. Det er meget normalt at spørge, om man tror på Gud. Jeg er ikke selv vokset op med en troende familie, så for mig har Gud altid været lig med håb. Jeg føler, Gud er her og holder øje med de unge. Det synes jeg er rart at tænke på.«
Medina spørger Sunday om hun har fans i lejren, der kan synge med på hendes sange. Sunday nikker stolt.
»Yes,« smiler Medina.
Jeg er ikke selv perfekt
Medinas egen far flygtede fra Chile i 1973, da general Augosto Pinochet efter længere tids uro væltede præsidenten i et blodigt statskup.
Over bjerge og igennem Argentina endte faderen ad omveje i Danmark, hvor han mødte Medinas mor, og hun er derfor vokset op med flygtningehistorier i sin opvækst i Aarhus.
Hun har gennem årene flere gange arbejdet sammen med nødhjælpsorganisationer, men det var på en ferie på den græske ø Kos i 2015, at hun for alvor trådte i karakter som flygtninge-ambassadør.
Udenfor sit hotelværelse så Medina bådflygtninge stige i land, og hun blev overrumplet af vrede.
Hun følte, at medierne i Danmark kun fokuserede på de negative sider af flygtningesituationen, og glemte dem der hjælper til og viser næstekærlighed, og derfor hev hun fat i Folkekirkens Nødhjælp for at starte velgørenhedsprojektet ’Mevation’, der skal få unge danskere til at tage stilling og vise medmenneskelighed.
I Kakuma-flygtningelejren har man de sidste tre år afholdt en talentkonkurrence ’Kakuma Got Talent’ hvor man ligesom i vestlige tv-shows kommer ind foran et dommerhold der sender deltagerne hjem eller videre.
Medina møder et hold af tidligere deltagere, der udenfor deres sparsomme træningscenter har opstillet plastikstole til deres gæster i skyggen.
»I skal se jer selv i spejlet og være stolte. I inspirerer andre, og det er vigtigt. Det er også derfor, jeg er her. Jeg vil lære at forstå, hvad I går igennem og dermed prøve at få folk i mit land til at forstå og blive bedre til at behandle folk positivt,« fortæller hun rundkredsen af unge sangere og dansere, der lytter intens og i dagens anledning har taget deres farverige holdtrøjer på.
»Hvordan kan det passe, at de ikke har noget ordentlig sted at øve deres dans? Så må der vel startes en indsamling eller noget,« siger Medina til de medbragte folk fra Folkekirkens Nødhjælp.
I bilen videre til næste område af lejren uddyber Medina sin tale til de unge.
»Jeg er ikke selv perfekt. Og jeg render ikke og pudser min glorie, jeg gør bare hvad jeg har lyst til, og i den situation havde jeg lyst til at sige, at de skulle huske at være stolte af sig selv, for det tror jeg ikke, de får så ofte at vide. Jeg får så tit beskeder fra folk. ’Ej, hvordan kan du poste det undertøjsbillede? Er du ikke en rollemodel for unge piger og drenge? Mind your own business. Følg mig hvis du kan lide mig, unfollow hvis du ikke kan, men lad mig være det menneske, jeg er. Det er ikke mit ansvar at opdrage andres børn.«
(En uge efter hjemkomsten uploader hun dette billede på Instagram…)
Har glemt alt om musik
Turen er ved at nå til vejs ende. Det er fredag aften i Nairobi, og Medina bestiller forårsruller til hele holdet.
Der er seks timer til afgang mod lufthavnen, og ventetiden fordrives på et hotel i den østafrikanske millionby.
»Jeg synes, det har været en god tur. Jeg reagerede måske lidt stærkt følelsesmæssigt, når jeg snakkede med nogle af flygtningene, men efter mine tidligere ture til Jordan og Uganda, var jeg bedre rustet til, hvad der nu ventede.«
Hvad har du lært af denne tur?
»Meget omkring mine egne grænser i forhold til, hvordan jeg vil arbejde med ’Mevation’ på min næste tur. Jeg er stadig ny og har meget at lære, men synes, jeg er blevet klogere på at vide, hvad der skal fokusere på, når man er afsted. Jeg har mødt mange, der klarer sig ’fint’, men det er også vigtigt at sætte fokus på de mørke sider. En af de unge piger jeg snakkede med fortalte, at der også er folk, der dør af sult i lejren. Det skal der jo også sættes fokus på.«
Har du fået nogle gode ideer?
»Et par stykker. Det er ikke for at spille hellig, men jeg tror, der er brug for ’Mevation’ og unge friske hjerner, der kommer ned med en anden logik, end mange af dem der har arbejdet i lejren i mange år. Jeg foreslog blandt andet en taske-designer, at hun skulle lave en Instagrambutik. De er slet ikke klar over den reach, de kan få meget hurtigt med få midler.«
Du er jo først og fremmest musiker. Har du tænkt på musik hernede?
»Nej, det er lidt underligt. Eller jo, en enkelt gang, men det var kun fordi jeg skulle tage stilling til et cover til en single, der kommer ud i næste måned. Ellers har jeg ikke tænkt på musik overhovedet. Ikke engang nynnet. Jeg tog mig selv i at nynne med på en sang i bilen på vej hen til det her hotel. Det var første gang på turen, og det tænkte jeg faktisk over.«
Hotellets aftensmadsbuffet er installeret med en tilhørende suppe steg og is-pianist, der får Medina til at grine. Hun har været i bad, skiftet ambassadør-uniformen ud med fly-tøj og gør klar til at vende tilbage til sit liv som popstjerne i Danmark.
Hendes arbejde med Folkekirkens Nødhjælp er kun lige startet. Til august afslører hun et hemmeligt projekt, og i efterårsferien sender hun et nyt hold af unge danskere ud i verden til en flygtningelejr, for ligesom hende selv at blive klogere på situationen i brændpunkterne.
Hjælp Medina og Folkekirkens Nødhjælp med at yde støtte til verdens fattigste: Send SMS Mevation til 1911 og støt med 50 kroner.
