Opdateret klokken 23.56 med politiets kommentar til sagen. Onsdag 15.27 opdateret med de efterladtes kommentar til sagen.

Kongen af pop havde angiveligt hang til det makabre.

Det var en enig nævningejury, der i 2005 frikendte Michael Jackson for anklagerne om pædofili. Her kom det blandt andet frem, at Jackson gemte på i alt 1700 billeder af teenagepiger. Men billederne var i sig selv ikke ulovlige, da der ikke var tale om materiale med mindreårige, lød det den gang.

Men nu 11 år senere har det amerikanske medie Radar Online fået fat på en politirapport med en række skræmmende afsløringer.

Ifølge rapporten samlede Michael Jackson på forskellige slags porno, billeder med mishandling af dyr og børn og S&M. Der blev angiveligt også fundet 'frække billeder' af Jacksons nevøer.

De forskellige materialer blev fundet i forbindelse med en ransagning af Michael Jacksons hjem, længe før den 14 dage lange retssag fandt sted i 2005.

Ifølge rapporten blev der fundet flere bøger med billeder af nøgne og halvnøgne unge drenge. I forbindelse med ransagningen undersøgte politiet også et opbevaringsrum hos Shurgard, der mod betaling stiller lokaler til rådighed. Her havde vidner angiveligt oplyst til politiet, at Jackson havde flyttet flere ting over i opbevaringsrummet, efter efterforskningen mod ham var begyndt.

Her fandt man noter, dagbøger, dokumenter, billeder, lydbånd og videobånd. Blandt materialerne var der angiveligt også billeder af voldelige og blodige dyreofringer såvel som billeder af børn, som blev tortureret.

Den tidligere anklager Ron Zonen, som var med til at retsforfølge Michael Jackson tilbage i 2005, siger i dag til Radar Online om indholdet i rapporten:

»Mange af disse ting blev brugt til at desensibilisere (tilvænne, red.) børnene,« siger Ron Zonen, der stadig mener, at Michael Jackson skulle være kendt skyldig i sagen.

Michael Jackson blev i 2003 tiltalt for at have begået seksuelt overgreb mod børn. Det skete, efter drengen Gavin Arvizo trådte frem. Dog endte sagen to år senere med, at Michael Jackson blev frikendt.

Politiet afviser delvist historie

Politiet i Santa Barbara har kommenteret på sagen overfor Vanity Fair. Her lyder det blandt andet, at de ikke har udleveret dokumenter eller billeder til Radar Online fra officiel hold.

'Nogle af dokumenterne virker til at være kopier af rapporter, der er forfattet af politiet samt billedbeviser taget af politiet blandet med indhold, der virker til at være taget fra internettet eller ukendte kilder,' lyder det fra politiet, der dog ikke går i detaljer med, hvilke dele af rapporten der er officielle.

Jacksons efterladte raser

Sent tirsdag aften dansk tid skrev Michael Jacksons efterladte en officiel udtalelse i sagen. Her skrev de blandt andet.

»Michael er lige så uskyldig nu i hans bortgang, som han var uskyldig, mens han levede, selvom han ikke er her til at forsvare sig selv. Nok er nok.«

Den verdenskendte popkonge døde i 2009 af en overdosis propofol, som lægen Conrad Murray havde givet ham.

På trods af anklagerne, betragtes Michael Jackson i dag som en af musikhistoriens største legender.