Ugebladet Her&Nu skriver i det blad, der udkommer onsdag, at parterne i årets mest omtalte skilsmisse har fundet sammen igen. I hvert fald på en ferie i Thailand.

Det kom som et chok, da et af landets mest celebre kendispar, musikeren Thomas Helmig og den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen, i september offentliggjorde, at de skulle skilles efter 17 års samliv. Men nu har de to måske fundet sammen igen, skriver altså Her&Nu.

Ugebladet har i hvert fald taget flere billeder af de to på en ferie på øen Koh Yao i Phang Nga-bugten ud for Phuket i Thailand og skriver blandt andet, at ”Renée jævnligt aede Thomas kærligt på ryggen”.

Ifølge Her&Nu besøger Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig en af Renées gode veninder gennem næsten 40 år, Dorte, som driver en restaurant i Thailand.

Det er muligt, at de to blot er på ferie sammen som venner. I hvert fald sagde Thomas Helmig i oktober til Jyllands-Posten:

- Hun er min bedste ven, og jeg er hendes bedste ven. Det er der ikke ændret en skid ved, og de ting, som vi får næring af hos hinanden, er der ikke blevet skåret ned på. Jeg taler stadig med hende om en bog, jeg er begejstret for, og hvis jeg skal i biffen, er det hende, som jeg inviterer med. Den del af vores liv har ikke ændret sig. Men jeg lægger mig til at sove i en anden seng end hende. That’s it.

Thomas Helmig er lige nu aktuel med albummet 'Kh Helmig', der fik fem stjerner af BTs anmelder.