Jens Arentzen havde allerede foden indenfor i skuespillerbranchen, da han i 1979 blev headhuntet til at overtage rollen som Ulrik Varnæs. Han var i begyndelsen af tyverne.

- På det tidspunkt gik jeg på Århus Teaters elevskole, og en dag kom Bent Mejding ( der spillede onklen, Jørgen Varnæs, i serien, red.) over for at hyre mig. Ulrik Varnæs var jo i oprør, og da jeg kunne spille de emotionelle roller, så havde han udset sig mig til rollen.

At Jens Arentzen landede en rolle i en så markant tv-serie, var dengang ikke noget, der betød de store omvæltninger for den unge skuespiller.

- Jeg havde jo allerede beskæftiget mig med både teater og musik inden da, så jeg var vant til at være i centrum. Berømmelsen - hvis man kan kalde det for dét - kom tidligere i mit liv.

Mor forsøgte selvmord

Alligevel var årene efter Matador langt fra lette. Arentzens voksede op hos en mor, der forsøgte selvmord adskillige gange, og det påvirkede ham langt ind i voksenlivet. I midten af 90erne lagde han skuespillet på hylden og begyndte et årelangt terapiforløb.

Jens Arentzen er i dag en prisbelønnet instruktør og en meget efterspurgt foredragsholder.