Skuespillerne har ikke spundet guld på den populære serie.

Ingen tv-serie er blevet set og genset af så mange danskere, som ’Matador’, danmarkshistoriens ubetinget mest populære og elskede krønike, som seks gange har foldet sig ud på tv hjemme i stuerne og derudover er solgt i flere millioner eksemplarer på video og dvd.

Men skulle man deraf drage den konklusion, at serien har gjort sine stjerner rige, så kan man i den grad godt tro om igen.

For sin rolle som Mads Skjern - en af seriens absolutte hovedpersoner - fik skuespilleren Jørgen Buckhøj dengang 240.000 kroner. Vel at mærke for samtlige 24 afsnit, for fire års arbejde!

Det afslører forfatteren Per Kuskner i sin nye bog ’Matador - mennesker, myter & minder’.

Det latterligt lave honorar skyldes til dels, at tv dengang ikke var særlig fint at lægge talent til. I modsætning til teater og film. Og lønningerne var derefter.

Og i ’Matador’s tilfælde foregik afregningen tilmed på linjebetaling! Jo flere replikker man havde, jo mere fik man i løn.

- Folk tror sikkert, vi har tjent en herregård. Men det er faktisk kun småpenge. Vi var med i en kæmpesucces, men er overhovedet ikke blevet rige af det. Måske med undtagelse af Nordisk Film. Ingen af os har spundet guld, som Per Pallesen siger til bt.dk og forklarer, at denne afregningsform var normal for Danmarks Radio på den tid.

- I stedet for dagsgage, som man får nu, var det fast linjebetaling og for seks afsnit ad gangen, siger Pallesen videre.

Sådan en kontrakt måtte stort set alle skuespillerne takke pænt ja til. Men én af dem, der nægtede, var Axel Strøbye, som blankt afviste den afregningsform.

Ifølge hans enke Hanne Borchsenius lød hans kontante svar til Danmarks Radio, at ’det svarer til, at man spurgte Van Gogh om, hvor mange liter maling, han havde brugt til et maleri og dermed kun skulle have penge for, hvor mange dåser han havde brugt, fortæller hun i bogen om sin mands reaktion på det fornærmende tilbud.

Det lykkedes dermed for ’advokat Skjold Hansen’ - som han hed i serien - at forhandle et langt bedre honorar hjem for rollen. Men kun på den korte bane.

For Axel Strøbye fraskrev sig dermed retten til betaling for eventuelle genudsendelser og videresalg. Rettigheder som i det mindste har sikret, at seriens øvrige stjerner løbende har modtaget en klat lomme-penge i løbet af de mange år.

Småpenge for genudsendelser

Heller ikke de mange genudsendelser eller dvd-salg har dog gjort skuespillerne rige.

- Vi snakker virkelig småpenge, siger Sonja Oppenhagen.

Hverken hun eller Per Pallesen kender det faktiske beløb, de indkasserer for ’Matador’. For skuespillerne får årligt et rettighedsbeløb fra Koda, som omfatter alt deres arbejde.

Første gang ’Matador’ blev genudsendt, var rettighedsbeløbet 75 pct. af den oprindelige gage. Og efterfølgende er procenten faldet til først 50, så 30 pct.

’Matador - mennesker, myter & ­minder’ er netop udkommet på People’s Press.

SÅDAN GIK DET BARNE-STJERNERNE FRA MATADOR. LÆS MERE NEDENFOR:

*
*
*
*
*
*
*