Bloggeren Mascha Vang var tidligere på ugen ude for en voldsom oplevelse med sin 2-årige datter Hollie Nolia, som hun har med racerkøreren Nicolas Kiesa.

Under et besøg hos Mascha Vangs forældre i Jylland skulle familien hygge og grille skumfiduser over ild. På grund af et blæsevejr besluttede familien at bruge en stor kuglegrill i stedet for at lave et bål, men det endte på ingen måde som planlagt.

»Min datter skulle nå op for at riste sin skumfidus og lægger samtidig hånden på kuglegrillen. Det gør jo simpelthen så frygteligt ondt, og det er så synd. Man ved bare, hvor ondt det gør,” siger Mascha Vang til BT.

Instinktivt tog hun sin datter i armene og løb ind i huset, hvor Hollie Nolia fik den forbrændte hånd under vand i en time.

»Det var fandme et stort brandsår, og hun er en lille pige, der ikke helt forstår det,« siger Mascha Vang om den store blære, der fylder det meste af datterens ene hånd.

Læs også:

Hollie Nolia fylder 3 år til oktober og er ifølge moren en »tapper pige« og på »ingen måde nogen piveskid«. Dog gjorde ulykken et stort indtryk på Mascha Vang.

»Det gjorde nærmest ligeså ondt på mig. Det gjorde så ondt helt ind i maven. Jeg fik kvalme, og man kan mærke, hvordan hele kroppen snører sig sammen,« siger Mascha Vang, der torsdag beskrev ulykken på sin blog.

Mascha Vang forklarer til BT, at hun gør meget ud af at forklare datteren, hvad som sker, og sørger for ikke at forskrække hende ved selv at skrige og blive bange. Hun ærgrer i dag sig over, at ingen havde set den farlige situation med den glohede kuglegrill opstå.

»Vi sidder elleve voksne mennesker, og mens vi gør grillen klar, er der ingen af os, som tænker: gud nej, det er da farligt,« siger Mascha Vang.

Hollie Nolia har efter ulykken fået skiftet forbinding hos lægen to gange og har stadig en stor blære på hånden. Hun har nu bundet forbinding om sin bamses hånd, og det hjælper lidt på situationen. Ifølge Mascha Vang er datteren ved godt mod.