En festlig lørdag aften i København sluttede brat for Mascha Vang og Kira Eggers, da de blev slået ned på Casper Christensen kendissted, Sunday Club, i Lille Kongensgade.

- Jeg blev i går nat slået ned af en mand på Sunday - ikke én men to gange, skriver en rasende Kira Eggers på Facebook.

Københavns politi bekræfter voldsoverfaldet til bt.dk.

- Jeg kan bekræfte, at de to personer, Kira Eggers og Mascha Vang, har været udsat for vold. Vi fik anmeldelsen ind kl. 02.37 og var dernede kort tid efter kl. 02.42, oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns politi, John Dyhrberg, til bt.dk

Stak af fra stedet

Gerningsmanden var allerede smuttet, da politiet dukkede op på Casper Christensens natklub, som han har sammen med klubkongerne Simon Frank og Simon Lennet.

I stedet fik politiet afhørt vidner og snakket med begge de forslåede kvinder.

- Der er optaget en voldsanmeldelse, og nu har vi noget overvågning, vi skal have kigget på, siger John Dyhrberg til bt.dk

Mascha Vang og Kira Eggers røg, ifølge ugebladet HER&NU, begge på Rigshospitalets Traumecenter efter voldsepisoden.

- Jeg er blevet udskrevet fra traumecenteret, og jeg var og er fuldstændig klar i hovedet og har et klart billede af, hvad der skete. Der er et sted i helvede for de mænd, der slår på kvinder. Update: Sunday Club har grebet dette helt fint an og jeg har intet at sætte på dem. Mere så det er på plads, skriver Kira Eggers på sin Facebook-profil.

Blå mærker og hævet ansigt

HER&NU har været i kontakt med både Mascha Vang og Kira Eggers, som begge er meget mærket af overfaldet.

- Det var voldsomt at overvære Mascha blive overfaldet på den måde. Jeg havde ikke drukket, og jeg reagerede derfor ret hurtigt. Rent instruktivt gik jeg hen til ham og spurgte ham hvad han lavede. Så blev jeg banket ned to gange, fortæller Kira Eggers til ugebladet.

- Jeg er blå og hævet i hele hovedet. Jeg har rigtig mange smerter, og jeg er dybt rystet og meget ked af det, siger Mascha Vang til HER&NU.