Mascha Vang har i mange år døjet med slem migræne, og det kan være et stort problem, når man som bloggeren lever af at smile, se godt ud og være på.

Det fortæller Mascha Vang i et nyt indlæg på sin blog, maschavang.dk.

Lørdag havde hun nemlig det, hun selv beskriver som 'en frygtelig dag', hvor et voldsomt migræneanfald gjorde det mere end almindeligt svært for Mascha Vang at komme igennem dagens mange pligter.

Som selvstændig blogger og erhvervsdrivende har man dog ikke mulighed for at lægge sig syg, og derfor var der ikke andet for Mascha Vang at gøre, end at kæmpe sig igennem.

'Tog en pille mere, som ikke virkede. Intet virkede! Og hvad gør man så, når der kommer to piger fra Swiss Clinic i Sverige, og har stillet alt op i Matas, hvor jeg smilende skulle gæste butikken fra 14-15? Man gør det man skal, der er jo lissom ikke nogen arbejdsgiver at ringe og melde sig syg til, vel,' skriver Mascha Vang.

Med lidt hjælp fra kæresten, politiker for Det Konservative Folkeparti Rasmus Jarlov, endte Mascha Vang med at slæbe sig til sit event i Matas - dog med en hvis frygt for, at migræneanfaldet skulle ødelægge det hele.

'Rasmus kørte mig derud og ventede imens, og min største frygt var at kaste op på gulvet, men det gjorde jeg heldigvis ikke. Man fatter simpelthen ikke hvor ondt den slags gør, men jeg har vænnet mig til at kunne slæbe mig afsted til mindre ting, og så holde masken kort,' skriver Mascha Vang i sit blogindlæg.

Bloggeren fortæller samtidig, at hun har døjet med migræneanfald periodevis gennem de seneste 22 år, og da hun var radiovært på The Voice var smerterne ofte så slemme, at hun måtte kaste op i pauserne.

'Da jeg var vært på The Voice på daglige programmer, var det svært at være syg. Der måtte jeg ofte ligge ude bagved og kaste op eller tude af smerter, til jeg igen kunne tvinge et smil frem til optagelser, og så pause igen. Det har jo altid været lidt et specielt job jeg har haft, og det har bare ikke været muligt at være syg, så var der jo bare en anden der kom indenom imens,' skriver Mascha Vang, som samtidig skriver, at hun af og til ville ønske, hun bare kunne lægge sig syg derhjemme.

For Mascha Vang er det vigtigt at fortælle, at alt ikke nødvendigvis er så poleret og pænt, som det ser ud på hendes blog og sociale medier.

'Jeg fortæller egentlig det her, fordi der altså nogle gange er en anden virkelighed bag et opstillet billede. Det er sgu nogle gange mere lort end lagkage, men sådanne dage har vi jo alle, spørgsmålet er bare hvordan vi takler dem,' skriver Mascha Vang.