Kronprinsessen tog til Reumert uddeling og overlod børnene til Frede

Hun strålede som den lune majsol, kronprinsesse Mary, som her til aften havde fået lov til at gå alene i byen. Og dermed holde fri fra børnepasningen hjemme på slottet.

- Jeg glæder mig rigtig meget, siger en smilende Kronprinsesse til bt.dk., inden hun smuttede indenfor i Det Kongelige Teater, der lagde ramme til den store teaterbegivenhed, uddelingen af Årets Reumert.

SE BILLEDERNE: De kendte til Reumert-fest

Men Mary var ikke ene om, at lade farmand passe tvillingerne.

Også skuespillerinden Maibritt Saerens havde efterladt sine fem måneder gamle tvillinger, Annabelle og Roberto, hjemme, mens hun tog i teatret for at hylde sine kolleger.

- Jeg har fået udgang et par timer, griner hun og skuler til uret.

- Nu hvor Kronprinsessen også kommer, kan vi måske udveksle erfaringer! Men jeg må sige, at mine er meget lette. Vi har lige været en hel måned i Spanien, for at se hvordan det var at rejse sammen. Og det gik rigtig fint, siger Maibritt Saerens, som foreløbig koncentrerer sig om at være mor.

- Jeg er næsten ved at få ammehjerne!