Skuespiller Martin Brygmann og hans kone Marianne Lykkesfeldt har fået et exceptionelt godt tilbud, da de satte deres gamle stald i stand og indrettede den som arbejdsværelse.

Prisen for tre store ovenlysvinduer og to solfangere i taget løb helt ned i et rundt nul.

Normalprisen ville ellers lyde på 51.000 kr., men Velux, som leverede varerne, vurderede, at Martin Brygmann, hans kone og deres arbejdsværelse var et projekt, der var 51.000 kr. værd.

Martin og Marianne skulle blot åbne dørene for pressen i ny og næ og så give nogle tilbagemeldinger til Velux om, hvordan de oplevede byggeriet. Blandt andet skal de måle dagslyset i det nyistandsatte værelse.

Kun økonomiske begrænsninger

Martin Brygmann og konen Marianne Lykkesfeldt er langt-fra de første kendisser, der har kontaktet firmaer for at høre, om der kunne falde gratis goder af. Det er eksempelvis en kendt sag, at kendte danskere kontakter bilfirmaer i håb om, at de har gjort sig fortjent til en gratis bil.

- Min bror Lars kontaktede Velux, som så kom herud for at se, hvad der kunne laves ved den gamle stald med hensyn til vinduer. Vi fortalte Velux, at vi havde brug for et anderledes rum, hvor jeg kunne arbejde. Der var kun en økonomisk begrænsning og så selvfølgelig pladsbegræsningen.

Velux syntes, det var et interessant projekt og så mange muligheder i det. Vi snakkede længe, og de besluttede sig for at gå ind og støtte projektet mod, at de måtte bruge det i deres PR, siger Martin Brygmann.

Han forklarer, at hvis ikke Velux havde betalt solfangere og ovenlysvinduer, så havde han ikke gidet gøre så meget ud af projektet, som er udtænkt af ham selv og hans kone, der er arkitekt.

- Hvis vi ikke havde fået Velux til at lave det med ovenlysvinduerne, var vi nok endt med at have ordnet det med almindelige vinduer i stedet for ovenlysvinduer. Og så var det jo blevet meget kedeligere - og dårligere, siger han.

En sådan gave på 51.000 kr. skal der betales skat af, men Martin Brygmann er ikke helt sikker på, at han og konen har opgivet det, da B.T. ringer.

- Jeg ved faktisk ikke, hvad der er blevet gjort med hensyn til skattespørgsmålet. Det er Marianne, der står for alt det herhjemme. Men arbejdsrummet er jo en del af mit erhverv - det ligger jo i forlængelse af mit lydstudie. Så det kan være, det kan trækkes fra i skat, siger han.

Men det kan det ikke.

Interessant projekt

Hos Velux lægger man ikke skjul på, at man har foræret Martin Brygmann og hans kone nogle vinduer, som de ellers normalt ikke ville forære væk. Faktisk modtager selskabet mellem 80 og 100 henvendelser årligt på, om Velux vil støtte et mere eller mindre interessant byggeprojekt. De siger ja til cirka 20 hvert år.

Forventer de står til rådighed

- Det er to kreative mennesker, som vil gøre noget særligt ud af deres byggeri. Vi er gået ind i det, fordi det kan skabe noget viden for os, som på lang sigt vil hjælpe os til at afsætte vores produkter, siger Jesper Salskov, direktør i VELUX Danmark A/S.

Han forklarer, at Velux kan have stor gavn af projektet, når de skal udtænke nye måder at bygge på. Martin Brygmanns arbejdsværelse er blandt andet interessant på grund af tagkonstruktionen.

- Til gengæld forventer vi så, at de står til rådighed for pressen til at fortælle om det, hvis de ringer, samt blandt andet måler dagslyset i rummet over en periode, siger han.

Han forklarer, at parret selv er ansvarlige for at indberette det til Skat.

- De skal selv svare skat, siger han.