Endelig lykkedes det. Efter tre mislykkede graviditeter, kan Facebook-stifter Mark Zuckerberg og hans kone, Priscilla Chan, se frem til at sætte en arving i verden.

- Dette bliver et nyt kapitel i vores liv.

Sådan lyder det fra en meget glad Mark Zuckerberg, der afslører på Facebook, at han skal være far. Zuckerberg bruger det medie, som han i 2004 opfandt, til at fortælle den gode nyhed. Og han er meget detaljeret.

Åbenhjertigt beskriver han, hvordan han og konen, Priscilla Chan, som er læge, har prøvet at få et barn gennem flere år. Det er da også lykkedes Priscilla Chan at blive gravid, men tre gange har hun mistet fostret. Oplevelser, der har tæret hårdt på parret, skriver Zuckerberg.

Læs også:

Instagram-pix

Men nu ser fjerde gang altså ud til at blive lykkens gang for parret.

- Vores gode nyheder er, at vi nu er så langt i vores graviditet, at risikoen for at miste er meget lav, og vi er meget håbefulde, skriver Zuckerberg, der også fortæller, at både moderen og den lille ufødte datter har det godt.

- Både Cilla og vores barn er raske, og jeg glæder mig ekstremt til at møde hende, og vores hund 'Beast' aner slet ikke, hvad der venter. Ved scanningen gav hun mig endda en 'thumbs up', så jeg er allerede overbevist om, at hun slægter mig på, skriver facebook-milliardæren, der dog endnu ikke har afsløret, hvornår det forventes, at den lille pige melder sin ankomst.

Men når den lille pige beslutter sig for at komme ud, kan hun se frem til et liv, hvor hun næppe behøver at skænke økonomien en tanke.

Hendes far er blevet en af verdens rigeste mænd, efter han i 2004 var med til at opfinde Facebook på sit kollegieværelse sammen med flere andre medstuderende, mens han læste på det prestigefyldte universitet Harward.

Facebook er siden blevet så bragende en succes, at Mark Zuckerberg nu er den 16. rigeste mand på Forbes liste over verdens rigeste. Hans formue er estimeret til 33,4 mia. dollars.