Når Frank Hvam ikke er sjov, hjælper han narkomanerne på Vesterbro. Ikke kun for deres skyld. Mindst lige så meget for sin egen, så han ikke skal se på, at de fixer. BT møder Frank til en alvorssnak om kanyler og Bono-tendenser.
Du sidder i bestyrelsen for Foreningen Fixerum, der blandt andet har lanceret et mobilt fixerum , der skal hjælpe de mange narkomaner på Vesterbro. Hvorfor det?
- Det er en gammel ambulance. Vi kalder den Fixelancen, siger Frank Hvam.
- Jeg har boet på Vesterbro i 13 år og set hvilke problemer bydelen har, og noteret mig, at der ikke er gjort det store fremskridt de sidste mange år. Og jeg snakkede med nogle andre beboere, der også var godt og grundigt træt af at se narkomaner fikse i trappeopgangene.
- Det er slet ikke et humanistisk pladderprojekt, egentlig. Jeg er rigtig glad for, at vi kan hjælpe nogle narkomaner, men jeg er sandelig også glad for, at vi kan hjælpe en masse beboere. Og politiet.
Hvorfor bekymrer du dig om narkomanerne?
- Når man har boet på Vesterbro så længe, har man mange gange set narkomaner sidde i en lyskasse eller i trappeopgangen eller stå uden bukser på bag en bil et eller andet sted og stikke sig selv i tusmørke, og jeg tænker, det er sgu ikke i orden for hverken mennesket, der stikker, eller mig der skal kigge på det.
Men du flyttede jo til Lyngby i marts?
- Det er gået mig lidt i blodet det Vesterbro. Jeg har boet der i så mange år, at jeg synes, det er rimeligt, at jeg yder en minimumsindsats for det område, jeg har boet i og holdt af så længe. Det er en gammel bydel, også meget hip og cool. Men man skal vide, at hvis man flytter til Vesterbro, så skal man regne med at støde på en kanyle på gaden. I Jylland kan man blive bidt af en hugorm. Sådan er det. Intention er at give det hele et mere menneskeligt ansigt.
Men alligevel flyttede du?
- Jeg har bare boet i byen i mange år, men kommer fra landet og trængte til noget natur, og så flyttede jeg. Der skal bare ske noget en gang imellem. Caspers far (Casper Christensen, red.) sagde engang til mig ’man kan gøre tre ting. Man kan få nyt arbejde, ny kone, eller man kan flytte for at skabe dynamik i sit liv’. Der prøver jeg at nøjes med at flytte.
Men du fortsætter med at gøre en indsats for narkomanerne, selvom du ikke længere dagligt bliver konfronteret. Hvorfor gider du?
- Jeg kan bruge det, at jeg er kendt, til at prøve at forklare de mennesker i de miljøer, jeg selv kommer fra, at der er masser af snusfornuft i sådan et mobilt fixerum. Det er noget, der kommer alle til gavn. For når en narkoman tager en overdosis, løber det hurtigt op i en halv million med ambulancer og indlæggelse at få dem på højkan igen. Men jeg vil elske den dag, der kommer nogle politikere og banker på vores dør og siger, nu overtager vi. Det er ikke nogen hobby for mig.
Hvorfor er du så medmenneskelig. Er det den jyske muld, du kommer fra?
- Jeg er ikke opdraget anderledes end andre mennesker. Alle ved jo godt, man ikke kan lade et menneske ligge og rådne op på gaden. Hvem har fået at vide i deres barndom, ’hvis du ser et halvdøende menneske på gaden, så skynd dig at gå forbi, og hvis du kan komme til at give et hurtigt spark uden nogen ser noget, så gør det’. Der er der jo ingen, der har fået at vide.
Tænker du over, hvad det betyder, når du ytrer en holdning i pressen?
- Slet ikke. Jeg er jo komiker og manusforfatter og elsker det og har slet ingen intention om at drage rundt i landet som en eller anden Bono. Jeg har bare boet i det så mange år, og kunne ikke se mig selv i øjnene på den lange bane, hvis jeg ikke gjorde noget. Men det øjeblik, der opstår et permanent fixerum, så er jeg ude af det projekt, før du kan nå at sige B.T. Det er noget jeg gør, fordi jeg er pinlig bevidst om problemet, og at der er en løsning. Og når man er kommet til den erkendelse, så må man gøre noget.
Der er mange andre problemer jeg gudskelov ikke kender til, og som jeg ikke har tænkt mig at researche på af frygt for at være nødt til at gøre noget.
