Designer Malene Birger trækker sig fra sit modefirma By Malene Birger og overlader det kreative ansvar for kollektionerne til Design Manager Christina Exsteen. Det meddeler Malene Birger i en pressemeddelelse.

»Christina har arbejdet tæt sammen med mig, siden jeg grundlagde firmaet, og de sidste tre år har vi været på en rejse for at forberede os på denne dag,« siger Malene Birger i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg ved, at jeg forlader et veletableret og sundt brand med sin egen stærke identitet. Jeg ser frem til fremtidige kreative projekter med både By Malene Birger og Christina. Sammen har vi arbejdet på en strategi for By Malene Birger A/S, og jeg føler mig sikker på, at firmaet vil blive ved med at have succes og international respekt.«

birger4

Malene Birger vil nu bruge sin tid på sit nye interiør- kunst- og design-firma BIRGER19624, der angiveligt allerede lancerer en kollektion i 2014.

Design-teamet hos By Malene Birger vil have Malene Birger som mentor frem til forår/sommer kollektionen i 2015.

Malene Birger grundlagde By Malene Birger i 2003, da hun trådte ud af Day Birger et Mikkelsen. IC Companys fungerede dengang som investor i firmaet, men i 2011 besluttede Malene Birger at sælge alle sine aktier til IC Companys. Salget var en del af langsigtet strategi, der nu når sin konklusion med Malene Birgers tilbagetræden.

By Malene Birger er et af Danmarks mest populære mærker, der har succes herhjemme såvel som i resten af Scandinavien, Mellemøsten, Asien og Nordamerika. Da firmaet blev grundlagt i 2003 var der bare fire ansatte, mens der i dag er over 200. Mærket bliver solgt i 42 lande, og verden over er der 29 butikker. I 2012 omsatte firmaet for 258 millioner kroner.

birger4