Et af Danmarks kommende absolutte power-par, Mærsk-arvingen Johan Pedersson Uggla og Venstre-politikeren Laura Hay, som er rådmand i Aarhus, siger lørdag eftermiddag ja til hinanden ved en bryllupsceremoni i Frederikskirken i Højbjerg

Præcis på slaget 15.00 ankom den smukke brud til kirken sammen med sine forældre i en lysgul Jaguar.

Næsten samme nuance, som Laura Hays brudekjole af forholdsvis enkelt snit.

Den lykkelige brudgom ankom tyve minutter før bryllupsceremonien sammen med sin bror, Robert. I modsætning til alle øvrige tog de en diskret bagvej ind over den velplejede kirkegård og hen til våbenhuset.

De første gæster begyndte at ankomme cirka en halv time før den lykkelige begivehed, og sikkerhedsfolk fra Mærsk havde da allerede taget diskret opstilling tæt ved indgangen til den smukke hvidkalkede kampestenskirke, mens Dannebrog helt som det sig hør og bør vajede i den friske efterårsvind.

Udover familierne er blandt gæsterne bl.a. Venstre-politiker og tidligere klima- og energiminister Lykke Friis, som ankom sammen med sin mand, og købmand Herman Sallings enke Karin Salling.

Brylluppet holdes under private former, og det er ikke hr. og fru hvem-som-helst, der nu bliver smedet sammen i hymens lænker.

35-årige Johan Uggla er søn af Mærsk-dynastiets nye nummer ét, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og barnebarn af den legendariske og for nylig afdøde skibsreder Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller.

Han er vokset op i herskabelige omgivelser i den mondæne del af Stockholm.

Sammen med sin yngre bror Robert står Johan Uggla til at være den, der fra den nye generation med tiden skal løfte den tunge arv og en dag sætte sig i den øverste ledelse i spidsen for hele A. P. Møller-Mærsk-gruppen.

I øjeblikket er Johan Pedersson Uggla direktør for APM Terminals Cargo Services i Aarhus.

Laura Hay, som er jævnaldrende med Johan, er rådmand for teknik og miljø i Aarhus. Hun kommer oprindelig fra den lille ø Hjarnø i Horsens Fjord, hvor hun er vokset op på familiens ejendom Strandgaarden.

Laura Hay er tidligere model men stoppede med at optræde offentligt kun iført i undertøj, da hun gik ind i politik.

Som blot 27-årig blev hun første gang valgt ind i Aarhus Byråd. Hun blev genvalgt med overvældende mange stemmer ved kommunalvalget i 2009.

Mærsk-arvingen Johan Pedersson Uggla og Laura Hay blev angiveligt kærester så sent som i fjor. I marts i år blev de forældre til deres første barn, og siden fødslen har Laura Hay været på barselsorlov fra sin politikerpost.

Det forventes, at Venstre-politikeren vender tilbage til rådmandskontoret inden for de kommende uger.

Når Laura Hay og Johan Pedersson Uggla er blevet viet, står den lørdag aften på stor privat bryllupsfest i det mondæne Varna Palæ med udsigt over Aarhus Bugt.