Superstjernen Madonna fortæller nu i et åbenhjertigt interview, om de følelser, der gik igennem hende, da hendes mor døde.

Det skriver det amerikanske medie Billboard Magazine.

I interviewet fortæller den 58-årige Madonna blandt andet, at hun i dag har et ekstremt stort behov for at være i kontrol, fordi hun som 5-årig mistede sin mor til brystkræft og måtte vente i lang tid, før nogen fortalte hende det.

»Det har selvfølgelig noget med min barndom at gøre. Min mor døde, og ingen fortalte mig om det. Det fik mig til at føle tab og forræderi,« fortæller Madonna i det store interview og tilføjer:

»I størstedelen af min barndom følte jeg, at jeg ikke var i kontrol, men som kunstner kan jeg kontrollere alt. Ingen taler for mig, ingen tager beslutninger for mig. Man kan nok godt kalde mig for super kontrolfreak. Jeg tager affære, når detaljer bliver overset, det gælder både mine shows, mine film, mit hus og måden, jeg opdrager mine børn på.«

Madonna om det amerikanske valg: Jeg følte nogen var død

Den verdensberømte sanger har aldrig været bleg for at blande sig i den politiske debat. Det samme gør hun i interviewet med Billboard Magazine, hvor hun også fortæller om sit syn på den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

»Jeg følte, at nogen var død. Det føltes som den hjertesorg og det forræderi, man føler, når nogen, man elsker, forlader en,« fortæller hun.

Den 58-årige sangerinde bebrejder særligt de amerikanske kvinder, som hun mener har svigtet. Hun forklarer, at det er kvinders natur ikke at støtte andre kvinder, fordi de er misundelige, mens mænd derimod i højere grad beskytter hinanden.

Og det store chok over valget af Donald Trump som kommende amerikansk præsident har tilsyneladende ikke fortaget sig endnu. Madonna har nemlig ikke fået en eneste god nats søvn, siden Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg den 8. november.