Madonna trøster familien efter tragisk dødsfald Den amerikanske popstjerne Madonna besøgte søndag familien til en fransk scenetekniker, der torsdag blev dræbt, da hendes koncertscene var ved at blive rejst i havnebyen Marseille i det sydlige Frankrig.Og det var en tydeligt rørt Madonna, der omfavnede enken til den 52-årige scenebygger Charles Criscenzo. Civilklædt politi var udkommanderet til at holde pressen på afstand, da Madonna ankom til den efterladte families hjem i Aix-en-Provence. Koncerten, der skulle have været holdt fredag, blev efterfølgende aflyst på grund af tragedien. Udover Charles Criscenzo, blev også den 23-årige brite Charles Prow dræbt, da scenen styrtede sammen. Madonnas datter Lourdes var også med i Marseille omgivet af sikkerhedsvagter.