Sangerinden Madonna havde i sidste minut arrangeret en intimkoncert for omkring 2.000 forventningsfulde franskmænd i Paris. Men koncerten blev alt andet end en god oplevelse for både koncertgæster og den garvede sangerinde.
Efter 45 minutter sluttede koncerten med, at de fremmødte buhede, kastede flasker mod scenen og råbte, at de forlangte at få deres billetter til en pris på næsten 2.000 danske kr. tilbage.
Det skriver den britiske netavis dailymail.co.uk.
Sangerinden havde arrangeret koncerten i Olympia teatret i Paris i sidste øjeblik som en del af hendes MDNA-tour. Koncerten var også blevet arrangeret i kølvandet på den kritik, som Madonna fik sidst hun optrådte i den franske hovedstad. Dengang endte koncerten med, at det franske parti National Front truede med at sagsøge sangerinden - fordi hun viste et billede af partiets formand Le Pen med et hagekors i panden under koncerten.
Denne koncert endte heller ikke succesfuldt. Efter 45 minutter på scenen, hvor Madonna også selv nævnte stridighederne mellem hende og Le Pen, forlod hun scenen. Men Madonna vendte ikke tilbage for at give det mere eller mindre obligatoriske ekstranummer, og det faldt på ingen måde i god jord hos publikum.
Publikum valgte altså at buhe, kaste med flasker og forlange deres penge tilbage.
- Showet var ok, men det varede kun 45 minutter, og hun brugte et kvarter på at plapre om politik og tolerance. Dét var vi ikke kommet for at høre. Det var en koncert; ikke FN, siger en koncertgæst ifølge dailymail.co.uk.
Del: