Sascha Dupont venter sig første barn
Vi kender hende som klaverbokseren fra 'Hit med Sangen', men i disse dage er det en ganske anden, der ligger og bokser løs i hendes mave. Sascha Dupont og hendes amerikanske kæreste Bryan Connor venter lige nu deres første fælles barn.
- Vi er begge meget glade for, at vi skal have et barn, men det er stadig lidt uvirkeligt. Jeg ved godt, at der er et barn, men det bliver nok lidt mere håndgribeligt, når vi kommer længere hen, og når jeg kender kønnet, siger hun til Se & Hør.
Den 37-årige sangerinde er 14 uger henne, og skal dermed føde i marts. Og det er hun lykkelig over i mere end én forstand. Marts er nemlig den koldeste måned i Californien, hvor parret har slået sig ned. Og den Californiske hede har aldrig været danske Sascha Duponts kop te.
- Hele sommeren lå jeg og gloede på vores aircondition. Det bliver nemt 40 grader i dalen bag Hollywood, hvor vi bor, så det var hårdt, griner 'Hit med Sangen'-stjernen til ugebladet.
I disse dage er hun dog på turne i Danmark, og får derfor lov til at nyde det noget køligere danske klima, sammen med sin mand, der kommer på besøg i to uger. men parret har ingen planer om at slå sig ned i moderens hjemland. barnet bliver amerikansk statsborger, men Sascha Dupont vil gerne have, at det både lærer moderens og faderens modersmål.
Bryan Connor har en 11-årig datter fra et tidligere forhold, men det er første gang, Sascha Dupont skal være mor. Hun har tidligere været gift med musikeren Morten Bay i tolv år, men parret fik aldrig børn.



