Forbrugerøkonom Mette Reissmann, der var med i de mange første sæsoner af Luksusfælden, husker stort set alle de deltagere, som hun har hjulpet.

Hun glæder sig derfor over, at flere af de tidligere deltagere, som BT har talt med, klarer sig godt.

Blandt andet glæder hun sig over, at Helle og Benjamin Røber fra Greve har formået at få så godt styr på deres økonomi, at de har kunnet beholde deres hus - samt at det endda er lykkedes parret at spare op til en tilbygning 

- Det giver mig kuldegysninger at høre, hvor godt, det er gået Helle og Benjamin. Jeg er oprigtigt glad på deres vegne for, at de har formået at holde fast. Jeg synes, at de kan tjene som et eksempel for andre, siger Mette Reissmann, der nåede at deltage i over 60 episoder af Luksusfælden. I dag er hun folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Mette Reissmann husker også Gitte Boesens hjerteskærende historie. Gitte Boesen fra Kolding havde mistet overblikket over sin økonomi, da hendes ældste søn døde. Det var derfor en familie i sorg, som Mette  Reissmann og hendes daværende makker Gustav Juul blev sendt ud for at hjælpe.

- Jeg kan huske Gitte lige så tydeligt. Det var virkelig en sag, der berørte mig. Jeg har selv en søn på samme alder, som hendes afdøde søn, og jeg har selv været enlig forsørger, så jeg kunne sagtens identificerer mig med det, hun gennemgik fortæller Mette Reissmann.

- Det var et meget intenst afsnit. Jeg går jo ind i familien og kan mærke, om det er en person, jeg svinger med. Mange gange er det sådan, at folk lever i en usikkerhed, og usikkerhed er jo forfærdelig. Men Gitte kom til en afklarethed i løbet af programmet - nemlig at hun skulle flytte fra sin lejlighed til noget mindre, og det gjorde hun, fortæller Mette Reissmann. 

Mens Helle og Benjamin Røbers sag samt Gitte Boesens sag rører Mette Reissmann, så er det dog ikke alle deltagere, hun husker tilbage på med lige stor glæde.

- De værste cases var dem, der løj og ikke fortalte hele sandheden. Der er mange, jeg husker for noget særligt, men dem jeg husker bedst er dem, hvor jeg blev mest provokeret, fordi de løj for os. Det kan man jo ikke arbejde med, fortæller Mette Reismann, der oplevede i et enkelt tilfælde at forlade en familie fra Kokkedal, fordi de tilbageholdt for mange oplysninger.