Da Louise Dorph blev kæreste med tv-vært Jes Dorph-Petersen, glemte hun næsten sig selv. Efter skilsmissen har hun skabt sit eget brand og er endelig kendt for det, hun kan, og ikke for at være gift med en kendt.

Februar 2013. Udenfor er det bidende koldt og danskerne skutter sig mod kulden i de forede dynejakker. Men i Louise Houvenaeghels sind skinner solen. Hun er blevet tindrende forelsket i den kendte og folkekære tv-vært Jes Dorph-Petersen. Og han i hende.

Eftersommeren 2015. Udenfor er det ’indian summer’, danskerne nyder, at den korte sommer lige strækker sig et par uger. Men i en lejlighed i Hellerup sidder en dybt ulykkelig Louise Dorph omgivet af flyttekasser. Det ikke engang to år gamle ægteskab med Jes Dorph-Petersen er bristet.

Sommer 2017. BT møder Louise Dorph i hendes blandede showroom og arbejdsrum, der ligger i et stort, rekt-angulært kælderlokale på Nørrebro. Lokalet er indrettet som en møbelforretning, og hvert afsnit er indrettet så hyggeligt, at man har lyst til at flytte direkte ind. På et mindre arbejdsbord flyder det med tuscher i alle regnbuens farver samt papirer med mønstre, som Louise Dorph er ved at designe til sit nye brand.

Det afslappede rod på arbejdsbordet er typisk for den 47-årige boligekspert og tidligere chefredaktør på Bolig Magasinet.

Hun er et rodehoved. Men ikke en af dem, der roder, så alt er kaos. Hun roder på den hyggelige måde, ja faktisk på en så pæn måde, at man får lyst til at efterligne den. Og sådan skal det være.

Det vender vi tilbage til.

Tilbage i 2013 gik det helt store mediecirkus i gang, da pressen fik nys om det nye kærestepar. Til Louise Dorphs store forskrækkelse.

I modsætning til sin nye kæreste var hun, på trods af tjansen som fast boligekspert i ’Go’ morgen Danmark’ på TV2, ikke kendt i den brede offentlighed. Og hun var slet ikke vant til at få pressens opmærksomhed.

Det var svært for hende at læse overskrifter som: ’Se Jes Dorphs kæreste nøgen’ og ’Jes Dorph og kæresten - nu bor de næsten sammen’ eller ’Jes har ingen magt derhjemme’.

»Jeg var ikke forberedt på det og havde heller ikke nogen redskaber, som jeg kunne bruge til at håndtere det hele med. I dag kan jeg se, at jeg mentalt slet ikke var stærk nok til det,« siger Louise Dorph og tilføjer:

»Det er ikke uden grund, at nogle mennesker går i medietræning, når de pludselig går fra nul til 100.«

Danskerne var vildt begejstrede for det nye kærestepar, der blev dyrket ivrigt af medierne. Opmærksomheden var så stor, at fotograferne i en periode i bedste paparazzistil lå på lur, og parret blev konstant inviteret til premierer og fester med de kendte.

»Jeg blev revet med. For det var jo også sjovt. Og 80 pct. af tiden blev vi behandlet pænt,« husker Louise Dorph.

Til gengæld var det ikke spor sjovt, da ægteskabet bristede i eftersommeren 2015.

Ikke kun på grund af sorgen over, at den store kærlighed alligevel ikke skulle vare livet ud. Men fordi også skilsmissen blev en offentlig begivenhed.

»Jeg var ikke forberedt på den kontrakt, man indgår med pressen om, at den både er med til brylluppet. Og også til begravelsen. Dét, jeg har lært af det her, er, at jeg vil beholde både brylluppet og begravelsen for mig selv,« lyder det bestemt.

Blev bange

I bund og grund er Louise Dorph et meget privat, ja faktisk et ret genert menneske. Derfor blev hun aldrig vant til at se sit ansigt på diverse forsider.

Hun valgte i 2013 at sige sit job som chefredaktør på Bolig Magasinet op og kastede sig i stedet over at lave tv-programmer om boliger og deres indretning.

»Jeg synes, det var og er sjovt at lave tv, og vise det jeg kan med mine design- og boligtip. Men hver gang der havde været noget om mit privatliv, blev jeg sådan helt ... bange indeni. For jeg kan ikke overskue det,« siger hun efter at have søgt lidt efter ordene.

Da bruddet blev offentliggjort, og pressemøllen malede på højtryk, sad hun mellem sine flyttekasser og var ked af det. Rigtig, rigtig ked af det.

At der samtidig blev skrevet spalte op og ned om bruddet, gjorde bestemt ikke livet lettere for Louise Dorph og hendes fire børn.

»Hvis det var en hvirvelvind at komme ind i forholdet, så var det i hvert fald også en stor hvirvelvind at komme ud af det igen,« konstaterer hun nøgternt.

For når hun i dag kigger i sit personlige bakspejl, er det tydeligt, at det ’nye’ liv havde krævet rigtig meget af hendes tid. Ligesom hendes fokus mest var rettet mod det.

»Derfor var det rigtig godt for mig at fokusere 100 procent på mit arbejde og mine børn.«

De første måneder efter bruddet brugte hun både på at løse de praktiske ting, som at finde en ny bolig til sig selv og sine to yngste børn. Men også på at tænke over, hvad pokker der egentlig skete?

Snart kom det første vendepunkt.

Arbejdet tog fokus fra sorgen

Inden bruddet havde Louise Dorph så småt genoptaget sit gamle job som boligstylist, samtidig med hun ’bare for sig selv’ designede mønstre til stoffer. I den forbindelse kom hun i kontakt med firmaet F&H. De ville gerne markedsføre hendes designs under navnet ’A Simple Mess’.

Så fik hun travlt. Indtil da havde hun rent terapeutisk brugt masser af tid ved tegnebordet med at designe mønstre til stoffer og boliginteriør som vaser, krukker og andet nips til boligen, men nu indebar aftalen også, at hun skulle rejse.

To måneder efter bruddet fra Jes Dorph-Petersen sad hun i et fly på vej til Indien. Det gjorde godt at få rettet fokus på noget andet end sorgen, der, trods det nye og spændende med sit eget brand og indkøb, stadig hev og flåede i hende.

»Havde jeg ikke haft ’A Simple Mess’ at rette mit fokus mod, tror jeg, det havde været en meget længere proces. Der er rigtig meget i mine første 100 design, der har været en slags hjælp til selvhjælp.«

Har mødt kærligheden igen

I sommeren 2016 sprang Louise Dorph ud med sit eget boliginteriørmærke. Siden er det gået strygende. Hendes produkter bliver solgt i 18 lande – bla. Japan, Mexico, Tyskland og Frankrig. Kunderne kan vælge mellem 300 varer med mærket ’A Simple Mess by Louise Dorph’.

»Nu er jeg min egen. Det er dét, som optager mig i dag. Jeg lægger alle mine følelser og identitet i det her, i stedet for at være ’nogens’ kone,« smiler hun og stryger det lange, mørke hår om bag det ene øre.

Hun bliver stadig omtalt i pressen. Men nu er det i blade om boligstil og indretning, der står i kø for at skrive om hendes produkter. Det passer hende perfekt.

»Det er mere interessant for mig at tale om mit arbejde, end mit privatliv,« lyder det.

Selvom hun har haft travlt og næsten lige har lagt sidste hånd på sin kommende efterårskollektion, så har livet også været andet end arbejde.

Sidste år mødte hun kærligheden. Igen. Denne gang er det en fem år yngre mand. Og meget mere får vi ikke at vide om ham. Han er nemlig meget privat. Faktisk så privat, at det eneste, hun vil røbe, er, at de mødte hinanden sidste år gennem Hjerteforeningen, som hun har været ambassadør for i nogle år.

Og at han gør hende meget lykkelig. For han ser hende som det hele menneske, hun er.

»Jeg føler mig for første gang set rigtigt. Men også anerkendt og respekteret. Måske har han også hjulpet mig til at komme hen, hvor jeg er i dag,« forklarer hun.

Endelig er hun nemlig landet på ’sin hylde’. Der er trukket jernskodder for hendes privatliv, så det udelukkende er hendes og hendes alene. Mens arbejdslivet er dét, hun taler om i pressen.

»Nu er jeg kendt for det, jeg gerne vil være kendt for. Min faglighed. I stedet for at være kendt for at være en tv-værts kone.«