Liam O'Connor får meget snart en indkaldelse til samtale hos reklame-partneren TDC.

 Danmarks førende rap-stjerne, der også er coach i talentprogrammet 'Voice' på TV2, kan nu forvente at få en indkaldelse til et møde med TDC.

LOC har indgået en større reklame-aftale med Danmarks mægtigste teleselskab, og er som sådan en af firmaets rollemodeller, der skal lokke nye unge kunder til selskabet.

 Han har optrådt i tv- og biografreklamer. Og da hans seneste plade udkom, var det på TDC først. Her var pladen 'Prestige - Paranioa - Persona' gratis til download i et begrænset tidsrum for TDC-kunder. 

LOC er så populær, at tilbuddet resulterede i 100.000 downloads på bare det første døgn.

Men efter sin anden voldsdom, på 40 dages betinget fængsel, som O'Connor modtog onsdag i Odense Byret, kan den populære musiker og tv-stjerne nu se frem til at skulle møde sin vigtige reklame-partner, hvor han vil blive afkrævet en forklaring på sagen.

- Vi har ikke noget at sige om den aktuelle sag endnu, fordi vi godt vil have en snak med LOC først, siger pressetalsmand i TDC, Rasmus Avnskjold til BT.

En samtale?
- Ja, vi vil godt høre hans forklaring på, hvordan sagen hænger sammen, høre hans version, og have klarhed over, hvad der er sket, før vi siger noget offentligt, siger Avnskjold.

Vidste du, at det er hans anden voldsdom. Den første fik han i 2003?
- Nej, det vidste jeg ikke.

Hvornår vil han blive indkaldt til møde hos jer?
- Hurtigst muligt.

Er det dage, uger eller måneder?
- Det er i hvert fald ikke et spørgsmål om flere uger. Det bliver hurtigst muligt. Og derefter kan vi sige noget mere til jer. Beklager, men vi kan desværre ikke sige meget mere nu, siger TDCs pressetalsmand Rasmus Avnskjold til BT.