Under stort medieståhej udkom romanen ’Det der ikke slår os ihjel’ i sensommeren 2015. Meningerne om denne fjerde Lisbeth Salander-roman var stærkt delte, alene fordi den var skrevet af en anden forfatter end afdøde Stieg Larsson, der skrev de første tre romaner i Millenium-serien.

Balladen blev ikke mindre, da Nordstedt afslørede, at der var en femte og sjette Salander-roman på. Nu er forlaget klar med titel på den nye, femte roman, ’Manden der søgte skyggen’, og udgivelsestidspunktet, den 7. september.

Som bekendt døde forfatteren Stieg Larsson kort tid efter, den første roman blev udgivet. Det lykkedes forlaget  at overtale Larssons far og bror (der har arvet rettighederne til Millenium efter Stieg Larsson) hyre Lagercrantz til at skrive den ' fiktive fortsættelse'.

Langt de fleste anmeldelser af ’Det der ikke slår os ihjel’ var i varierende grad forbeholdne. Til gengæld modtog romanen generelt en hel del ros af fans i sociale medier og diverse bogsites.

’Det der ikke slår os ihjel' er ikke nogen decideret skod-bog. Men den nye fortælling om Lisbeth Salander, der nu også inddrager det amerikanske efterforskningsbureau NSA og en 8-årig autistisk dreng, er langt mere ordinær end sine forgængere,’ skrev BTs anmelder Henning Høeg f.eks.

Men en ting er anmeldere, en anden læserne - og forfatteren.

»Jeg kan huske, da vi gik ud med nyheden om, at jeg skulle skrive den fjerde bog i serien, og vi alvorligt tænkte, om det ville blive modtaget med en skuldertrækning. I stedet gik medierne halvt amok, og sådan blev det ved. Jeg fantaserede selvfølgelig indimellem om, at det ville blive en stor succes, det ligger i mit temperament. Jeg er en håbløs dagdrømmer. Når jeg knokler allerværst, drømmer jeg om triumfer, og selvfølgelig bliver jeg som regel skuffet. Men den her gang var det lige modsat. Jeg blev forbløffet over modtagelsen,« siger David Lagercrantz i en pressemeddelse.

Ifølge amerikanske Hollywood Reporter er Claire Foy, der spiller dronning Elizabeth i tv-serien 'The Crown', favorit til at spille Lisbeth Salander i en kommende Hollywood-filmatisering af 'Det der ikke slår dig ihjel'.