Den danske bokser Mikkel Kessler har været på knæ og skal giftes med kæresten Lea Hvidt.

Det oplyser Lea Hvidt på sin blog tirsdag.

At Mikkel Kessler skal giftes er også nyt for storesøsteren Linse Kessler, der blandt andet er kendt for at medvirke i realityprogrammet 'Familien fra Bryggen'.

»Jeg er da mega glad på deres vegne. Men jeg synes også, at det var på tide, at han kom ned på sit knæ,« siger Linse Kessler til BT.

Mikkel Kessler og Lea Hvidt har dannet par siden 2007. Sammen har de børnene Romeo og Rosa-Lia. Men det er altså ikke ensbetydende med, at der var udsigt til et bryllup mellem de to.

»Jeg troede sgu aldrig, at de ville blive gift, så jeg er da lidt overrasket. Jeg ved, at Mikkel ikke er gået så meget op i det førhen, men det gør han nu,« lyder det fra Linse Kessler.

Den gode nyhed har været holdt hemmelig. Ifølge Linse Kessler, så har den danske bokser nemlig formået at holde tæt med, at han ville fri til kæresten for alle - selv hende.

»Altså normalt er han lige så dårlig som mig til at holde på hemmeligheder,« konstaterer hun.

Linse Kessler har endnu ikke haft mulighed for at lykønske sin lillebroder med frieriet.

Tidligere på dagen skrev Lea Hvidt følgende på sin blog under titlen: 'Den er god nok, han har friet - Vi skal giftes!'

'Jeg skal lige vænne mig til, at det er mig, som siger disse ord. Men det er det altså nu. For et par måneder siden kunne vi fejre vores kærlighed på tiende år, og nu skriver vi altså under på det.'

Her kan du se bokserens seneste opslag på Instagram. Her skriver han, at Lea Hvidt sagde ja, men samtidig virker det også til, at der er flere børn på vej. Eller sådan kan man vælge at tolke hans brug af emojis.