Den stripklub i Nyhavn, som Linse Kessler har lagt navn og bryster til, er lukket og strippet for inventar. Rasende ejer truer Linse og partner med regning på over en million.

Linse Kessler pryder fortsat facaden på stripklubben Copenhagen Redlight i Nyhavn 7 i København, men de sidste 14 dage har der ikke været liv bag de mørke vinduer, der lover ’Beautiful Danish Dancing Girls’.

For to uger siden rømmede Kessler og partneren Camilla Andersen stedet, fordi de ikke længere kunne betale deres regninger. Det bekræfter restauratør Søren Dybholm, der driver det 60 år gamle værtshus Hong Kong under stripbaren. Han har siden 2010 haft Linse Kesslers partner som forpagter af førstesalen, men han vil nu begære hende konkurs.

- De er næsten gået rabundus! Jeg har i hvert fald tænkt mig at begære Camilla konkurs - Linse var jo snedig nok til ikke at stå på lejekontrakten. Hun var bare hende, der skulle trække kunderne til. Men jeg har tænkt mig at gå efter dem begge via holdingselskabet, siger Søren Dybholm.

Egentlig havde han lavet en aftale om at aflevering af nøglen til lokalerne på førstesalen samt aflæsning af el i sidste uge, men da han som aftalt dukkede op klokken 14.00, var lokalerne tømt og nøglen smidt på stedet.

- Jeg kunne se på overvågningen, at de var kørt ind i en varevogn klokken 8.00 og havde tømt lokalerne. Taget ismaskinen, opvaskemaskinen, musikanlægget, spritmåleren og to ruller toiletpapir. Til trods for at det højt og tydeligt fremgår af kontrakten, at alt inventar tilhører bortforpagteren, mig, også det, de selv har købt, forklarer Søren Dybholm og tilføjer:

- Derudover var der møgbeskidt, og vi har båret utallige sorte sække ud med sko og beskidte trusser, som pigerne deroppe havde efterladt.

For det planlægger restauratøren at skrive en regning på 100.000 kroner, men han har også tænkt sig at kræve forpagtningsafgift – 80.000 kr. inklusiv moms pr. måned – i de 12 måneder, som Camilla Andersen ifølge kontrakten har forpligtet sig til at betale for – uanset hvordan lejemålet måtte ophøre.

- De skylder mig over en million, men de har jo været for feje til at møde mig og tale om tingene. De har jo aldrig kunnet betale til tiden, de var altid bagud. Købte ting, de ikke kunne betale, og sådan kan man nu engang ikke drive forretning. De fik alt serveret på et sølvfad, de skulle ikke engang betale depositum, men i stedet malkede de det for penge, mener Søren Dybholm.

Han giver ikke meget for Linse Kessler, der med sine former på facaden skulle lokke kunderne ind.

- Jeg har aldrig fattet, hvad hende Linse havde at byde på. Ja, jeg fattede slet ikke, hvorfor alle jyderne valfartede hertil. Men det gik jo meget godt i starten, da hun selv stod i baren, det lokkede kunder til, men så blev de for fisefornemme, siger restauratøren.

Linse Kessler bander højt over Søren Dybholms version. Hun indrømmer, at pengene var sluppet op, men regningen på over en million har hun ikke tænkt sig at betale.

- Han er helt blød i bolden. Vi forsøgte at få en aftale i hus med ham, ikke at vi skulle sidde gratis, men 80.000 kroner om måneden, hvem fanden har råd til det? Vi kæmpede så hårdt, men han nægtede at slække på sit vanvittige huslejekrav. Han kan bare begære konkurs, alt det han vil. Han får ikke en krone - han kan få et par flade i stedet, siger Linse Kessler.