Linkin Park-sangeren Chester Bennington er død.

Det skriver TMZ.

Den 41-årige sanger, der blev fundet død på sin bopæl i Los Angeles i USA, tog angiveligt sit eget liv. Det skriver TMZ, der citerer en unavngiven kilde i politiet.

Torsdag aften dansk tid, har hverken Chester Benningtons familie eller talspersoner udtalt sig offentligt. Dødsfaldet er dog, ifølge AP, blevet bekræftet af LA countys retsmediciner, Brian Elias, som fortæller, at de efterforsker dødsfaldet som et selvmord.

Mike Shinoda, som var én af Chester Benningtongs bandmedlemmer, har også bekræftet døsfaldet på Twitter:

'Chokeret og knust, men det er sandt. En officiel udtalelse vil blive offentliggjort, så snart vi har en.'

Den 41-årige sanger efterlader sig konen Talinda Ann Bentley og seks børn - tre fra et tidligere ægteskab.

Chester Bennington har i flere år haft problemer med alkohol og stoffer, og har udtalt, at han tidligere i hans liv overvejede at begå selvmord.

Han var desuden tætte venner med rock-sangeren Chris Cornell, der begik selvmord tilbage i maj. Kort efter vennens død skrev Chester Bennington dette brev - han optrådte desuden med Leonard Cohen's 'Hallelujah' til sangerens begravelse i slutningen af maj.

Chester Bennington blev verdenskendt som forsanger i det amerikanske band Linkin Park, som er bedst kendt for sange som In the End, Numb og Faint.

Gruppen har siden dannelsen i 1996 solgt over 50 millioner albums og vundet to Grammy Awards.

Blot få timer før det tragiske dødsfald offentliggjorde Linkin park musikvideoen til nummeret 'Talking To Myself'.