Herrekvartetten Den Nøgne Sandhed er aktuelle med deres andet show, 'Klædt af til skindet'. De er gennemmusikalske, tjekkede og kåde, men det bliver ikke til så meget mere end Linje 4 for 40-årige. Der savnes power og testeroner.
På vej ud af døren fra Portalen i Hundige lød Aerosmiths ’Dude (Looks Like a Lady)’. Måske tilfældets ironiske kommentar til ’Den nøgne sandhed – klædt af til skindet’. For de fire mandeunderholdere havde forinden været klart sjovest i nogle videospot, hvor de optrådte som deres egne koner. Samt i en rund håndfuld musiknumre, med Gordon Kennedy og Mikkel Schrøders ’Åh abe’ musikerparodier som aftenens absolutte højdepunkt. Især Schrøders Lukas Graham så effektivt og præcist, at det næsten gjorde ondt.
’Den nøgne sandhed’ dukkede op af intetheden for et par år siden og fik så overrumplende stor succes, at de nu forsøger sig med turné nummer to. Det er ganske fint klaret af en kvartet, bestående af fire - citat dem selv: - semikendte på et marked, der er spækket med andre tilbud, bl.a. massive Ørkenens Sønner, der ejer de den danske showscene, når de turnerer.
På papiret er ’Den nøgne sandhed’ en umage kvartet – gode, gamle Gordon Kennedy med den tørre, venlige selvironi, spradebassen Farshad Kholgi, musiker og tv-vært Mikkel Schrøder og den operauddannede Joakim Knop, som mange måske mest kender fra diverse Regner Grasten-film.
De senere år har Kennedy og Kholgi optrådt i adskillige revyer. Det fornemmer man tydeligt. ’Klædt af til skindet’ er som de danske sommerrevyer mere en kavalkade end en kabaret. De har i øvrigt også fået teksthjælp fra to af den danske revyscenes flittigste forfattere, Vase og Fuglsang.
Hyggeprutter, pubertetsproblemer, liderlighed, småbørnsforældre, tislugt, tissemandsstørrelse – dét emne belyses indgående. Kørt helt ud i et showets bedre numre, hvor de hylder hinandens pikke. Respekt for at de fire underholdere vil udstille/bruge sig selv i stedet for bare at pege fingre ad det såkaldt svage køn. Igen: selvironien er en Gordon Kennedys store forcer. Og den smitter tydeligvis.
Men det meste er banalt. Det banale er ofte det smukkeste, men i dette show forløses pointerne langt hen ad vejen som prutterne – hyggeligt, men uden et indre drive, uden det absurde vanvid, der drev de beslægtede Det Brune Punktum. Denne her stemning af, vi er kommet for at tromle jer ned, den mangler. Måske ligger det i den underspillede stil, som især Kennedy og Schrøder er eksponenter for – måske skyldes det, at showet som helhed er fragmenteret og kalajdoskopisk.
Aldeles malplaceret er Farshad Kholgi på kursus på en bondegård. Kholgi har sin egen gale musik som fysisk komiker, men det dér er næsten pinligt.
Ikke at der mangler kemi mellem de fire, men man kan sige, at man som underholder i 'mænd og kvinder'-afdelingen kæmper mod fortidens skygger. Det meste er sagt og gjort i forvejen. Som f.eks., da Mikkel Schrøder indledte et af sine i øvrigt flotte musiknumre med at tale om kvinders forventninger om mænd, der skal kunne alt. Det er 30 år siden, Steffen Brandt skrev ’Tidens kvinder’.
Den originale vinkel får man til gengæld umiddelbart efter, da samme Schrøder i et musiknummer meget ærligt bruger det faktum, at han må sove med maske om natten p.g.a. søvnapnø. Det fungerer - det er skide sjovt. Og der er sat noget på spil.
Som også i et nummer, hvor de fire optræder karrikeret nøgne. Det er fornem fysisk komik. Idéen med ’Mand og monopolet’ (inspireret af radioprogrammet) er sjov, klassisk revy. Det samme er flere af parodierne, sjove. Kholgi lyder fuldstændig som Yayah Hassan. Respekt i øvrigt for at parodiere Peter Schrøder (Mikkels far?) godt og vel 25 år efter det pågældende tv-satireprogram, men jeg savner, at de tager det videre end bare parodi
Den Nøgen Sandhed: 'Klædt af til skindet'. Havde premiere 9.02. BT så det 17.02 på Portalen i Greve. Med Gordon Kennedy, Joachim Knop, Mikkel Schrøder og Farshad Kholgi. Med Jakob 'Jønne' Nielsen på guitar.
