Tirsdag aften sluttede tredje sæson af TV 2-datingprogrammet 'Landmand søger kærlighed'.

Men allerede nu står det klart, at der kommer en ny sæson af det populære program, fortæller værten Lene Beier.

Hun håber, at næste sæson kunne byde på en kvindelig landmand, der leder efter den eneste ene.

»Det kunne da være fedt med en kvinde. Så vidt jeg ved, har vi ikke før fået ansøgninger fra kvinder, men det kunne da være mega fedt,« siger hun til BT.

Den 39-årige tv-vært håber på, at næste sæsons deltagere både aldersmæssigt og geografisk vil være godt spredt.

»Jeg håber, at der er nogle, som stadig vil melde sig. Vi søger virkelig landmænd. Det er jo dem, som er programmet.«

Hun tror, at programmets popularitet skyldes en kombination af flere forskellige faktorer.

»De fleste kender slet ikke den verden, som de lever i. Og så er det også nogle helt ærlige og ægte mennesker, som er med. Jeg tror, at den der ægthed skinner igennem på skærmen. Vi gør os meget umage for, at det ikke bliver kunstigt,« siger hun.

Selv er Lene Beier født på landet i nærheden af Skive, som hun flyttede til med familien, men hun har tilbragt meget tid på landet, og hun har for nyligt købt hus på Dragør - på 'landet' med sin familie.