Flere internationale medier kunne torsdag aften berette, at endnu en kendt skuespiller Michu Meszaros var afgået ved døden. Dødsfaldet kom i kølvandet på en trist december, hvor stjerner som Carrie Fisher og George Michael forlod os - og efter et år, hvor vi også måtte sige farvel til bl.a. Prince, David Bowie og Leonard Cohen.

Der var bare ét problem. For selvom Michu Meszaros, der spillede rollen som rumvæsnet Alf i serien af samme navn, ganske vist er død, så var dødsfaldet knap så Breaking News, som blandt andet Ekstra Bladet, norske VG og flere amerikanske medier kunne berette på deres netaviser sent torsdag aften.

Michu Meszaros døde nemlig i sommer efter længere tids sygdom.

Nu tager CNN ansvaret for brøleren, som opstod, da de ville opdatere et billedgalleri, skriver de i en opdatering på artiklen om dødsfaldet.

'Denne historie blev oprindeligt publiceret 13. juni 2016 kort efter Michu Meszaros' død. I forbindelse med tilføjelsen af et nyt billedgalleri blev tidsangivelsen automatisk opdateret til 29. december. CNN beklager forvirringen, som dette må have medført,' skriver de.

Selvom brøleren hurtigt blev opdaget, nåede flere internationale medier at springe på 'nyheden'. Blandt andet hos danske Ekstra Bladet, som dog var hurtige til at pille den store nyhed af forsiden og tilføje en tekst om, at Michu Meszaros retteligt døde i juni.

Michu Meszaros signerer en Alf-plakat
Michu Meszaros signerer en Alf-plakat Foto: TMZA
Vis mere

Skuespilleren Michu Meszaros, der spillede rollen som Alf i den populære 80'er-serie af samme navn, døde søndag nat den 12. juni efter at være blevet indlagt på hospitalet og lagt i koma onsdagen forinden efter et hjertetilfælde i sit eget hjem. Det oplyste hans nære ven og manager Dennis Varga dengang til CNN.

Michu Meszaros blev 76 år.

Den blot 83 centimeter høje skuespiller spillede rollen som rumvæsnet Alf i den populære komedieserie af samme navn. Her passede hans klejne størrelse perfekt til dragten, mens en anden skuespiller Paul Fusco lagde stemme til karakteren.

For det meste blev Alf dog spillet af en dukke, men Michu Meszaros trådte til, når der var brug for at karakteren skulle løbe, gå eller filmes i hel figur.

Michu Meszaros er født i Ungarn og har arbejdet som artist i cirkus. han har optrådt for store navne som præsidenterne Ronald Reagan og Jimmy Carter samt Michael Jackson, med hvem han blev gode venner, efter popkongen som 14-årig havde set ham optræde.

Foruden 'Alf' har Michu Meszaros medvirket i tv-serierne 'Dear John' og 'H.R. Pufnstuf,' samt filmene 'Look Who's Talking' og 'Big Top Pee-wee.'

I sine sidste år led Michu Meszaros af alvorlige helbredsproblemer, og der blev skabt en indsamling for at rejse penge til behandling. Efter hans død blev pengene dog bestemt til at dække omkostningerne i forbindelse med hans begravelse.