Nogle vil kalde ham arrogant og ikke rigtig klog. Andre vil bruge ord som geni, legende og uundværlig for filmkulturen. Men vi kan nok alle blive enige om, at han er provokerende, utilregnelig og fuld af overraskelser.

Lørdag fylder den kontroversielle filmskaber Lars von Trier 60 år. Vi har samlet nogle af de mest opsigtsvækkende skandaler, han har medvirket i, og nogle af de mest omtalte citater, som han gennem årene har været storleverandør af.

1. Smed med statuet

1991: Lars von Trier blev tydeligvis fornærmet i Cannes over ’kun’ at få juryens tekniske pris for ’Europa’. Han kastede den fra sig ved selve overrækkelsen - og benyttede lejligheden til at kalde filminstruktøren Roman Polanski for »en dværg«.

2. Hånlig kommentar til Bornedal

1995: Trier ryddede Bodil-festen for statuetter i 1995 med sin danske serie ’Riget’, og det skete lige for snuden af Ole Bornedal, der var nomineret flere gange for filmen ’Nattevagten’. Her viste von Trier sig fra sin små-diabolske side og sagde fra scenen, at han måtte skynde sig hjem til sin babysitter, som var Ole Bornedal, som ikke havde andet at lave den aften.



3. Björk stak af

1999: Under indspilningerne af ’Dancer in the dark’ slog samarbejdet med hovedrollen Björk gnister. Skænderierne mellem den islandske sangerinde og von Trier blev så ophedet, at hun i fire dage udvandrede fra optagelserne, efter hun havde bidt og klippet tøj fra sin garderobe i stykker.

Foto: BO AMSTRUP
Vis mere

4. Spidse palmer

2000: ’Dancer in the dark’ modtog Guldpalmen i Cannes, og umiddelbart efter overrækkelsen af den gyldne, prestigefulde pris lod instruktøren endnu en kontroversiel kommentar falde.

»Jeg ved ikke, hvor meget du ved om film, men du er en flink fyr,« sagde Lars von Trier direkte henvendt til festivaldirektør Gilles Jacob, som han senere undskyldte over for.

5. ’Bush er et røvhul’

2005: Efter premieren på ’Manderlay’ leverede von Trier endnu en opsigtsvækkende kommentar til et pressemøde. Denne gang om den daværende amerikanske præsident George Bush.

»Vi er en nation under meget dårlig indflydelse, fordi, jeg synes, at Bush er et røvhul og virkelig laver en masse dumme ting.«

Den udtalelse skabte en hel del omtale, og på et senere pressemøde blev han bedt om at uddybe sin kontroversielle kommentar. Men han mente tydeligvis ikke, at han var gået over stregen.

»Jamen, hvorfor skal jeg nu uddybe, hvad jeg sagde på pressekonferencen om George Bush? Jeg sagde ikke, at han var et røvhul. Jeg sagde, at jeg synes, han er et røvhul, og rent juridisk må der være en forskel på de to ting.«

6. ’Guds værk’

2009: Filmen ’Antichrist’ skabte meget opmærksomhed på godt og ondt. Flere lande erklærede filmen uegnet og nægtede at vise den på grund af de voldsomme volds- og sexscener. På et pressemøde i Cannes blev Lars von Trier bedt om at forklare, hvorfor han havde lavet filmen. Til det svarede han:

»Det er Guds værk, er jeg bange for. Og jeg er den bedste filminstruktør i verden.«

7. F U C K

2011: Med højre arm rakt frem og næven knyttet, viste han stolt sin nye tatovering frem til filmfestivalen i Cannes, hvor han var mødt op med filmen ’Melancholia’ i bagagen. Hver af de fire synlige fingre, var blevet dekoreret med et bogstav, der tilsammen danner ordet ’Fuck’.

Foto: FRANCOIS GUILLOT
Vis mere

8. Sympatiserer med Hitler

2011: Ved et pressemøde i Cannes kom Lars von Trier for alvor på glat is, da han blandt andet udtalte, at han ’var nazist’, ’forstod Hitler’ og at han ’sympatiserede en lille smule med ham’. Senere på dagen trak han dog i land og kom med en officiel undskyldning. Men det ændrede ikke på, at han blev smidt ud af festivalen. Det er aldrig set i festivalens historie før.

Efter episoden i Cannes, pålagde von Trier sig selv tavshed over for pressen.

9. ’Kirsten Dunst insisterer på porno’

2011: Inden Trier blev smidt ud fra festivalen i Cannes samme år, brugte han lejligheden til at fortælle om sin nye film, som senere blev til ’Nymphomaniac’.

Foto: IAN LANGSDON
Vis mere

»Jeg vil gerne tale om min næste film, hvilket er, som Kirsten (Dunst, red.) insisterede på, en pornofilm,« sagde han blandt andet. Ifølge ham var Kirsten Dunst fuldstændig ligeglad med dialog og ville ’bare have en masse meget, meget ubehagelig sex’.

10. ’Persona non grata’

2014: Trier har aldrig været bange for at provokere. Til verdenspremieren af ’Nymphomaniac’ i sin fulde længde i Berlin, bar han en T-shirt med teksten ’Persona non grata’, som betyder ’en uønsket person’, der var en direkte henvisning til filminstruktørens bortvisning fra Cannes-festivalen i 2011.

Foto: JOERG CARSTENSEN
Vis mere

Men til pressemødet var det ikke Trier, der skabte størst opmærksomhed. Det var en af filmens skuespillere, Shia LeBeouf, da han pludselig valgte at forlade lokalet til journalisternes store overraskelse.

Flere lande ville ikke vise ’Nymphomaniac’, fordi den var i strid med censurreglerne.

Robert prisuddeling i 2015 i Tivoli Hotel og Congress Center. Lars von Trier vandt Årets instruktør for filmen Nymphomaniac Directors Cut.
Robert prisuddeling i 2015 i Tivoli Hotel og Congress Center. Lars von Trier vandt Årets instruktør for filmen Nymphomaniac Directors Cut. Foto: Claus Bech
Vis mere

11. Alkohol og stoffer

2014: Her fortalte Lars von Trier offentligt, at flere af hans film er skrevet og lavet under indflydelse af ulovlige stoffer. På det tidspunkt ville han ikke komme ind på hvilke stoffer, der var tale om. Han fortalte også om sit årelange alkoholmisbrug. Et misbrug, som han var kommet i behandling for, og som han ved hjælp af daglige møder i Anonyme Alkoholikere havde formået at neutralisere.

12. To gram coke om dagen

2015: Det var en ærlig Trier, de studerende på Københavns Universitet havde besøg af for omkring et år siden. Han fortalte, at han var begyndt at drikke igen og at han havde det rigtig skidt.

Instruktøren har tidligere fortalt, at han har været påvirket af ulovlige stoffer, under tilblivelsen af flere af sine film. Og til de studerende afslørede han sidste år, hvilket stof der var tale om.

»Det var coke. To gram om dagen – det kan jeg anbefale,« sagde han.

13. Skilsmisse og utroskab

2015: Ugen efter Lars von Trier havde meddelt, at han skulle skilles fra sin kone Bente Trier efter 20 års ægteskab, udsendte han en pressemeddelelse om, at han havde været sin kone utro med forfatteren Jenle Hallund, der har været manuskriptkonsulent på flere af instruktørens film.

Hun skulle dagen efter Triers indrømmelse udgive en bog, hvor Trier mente at være personen bag en af bogens ’fiktive’ karakterer ’Geniet’. Ud over det seksuelle forhold til Jenle Hallund skrev han, at han tog stor afstand fra bogen og forfatteren.

»Min kommentar er, at bogen, for at føje spot til skade, med en modbydelig sadistisk fryd går efter at ydmyge min kone. Tarvelighederne fyger, og jeg kan ikke tage afstand nok fra denne bog og dens forfatter,« lød det dengang fra Lars von Trier.

14. Kærester med sin forhadte elsker

2016: Selv om Trier tog stor afstand for Janle Hallund, som han indrømmede at have haft en affære med, ser det nu ud til, at de to nu har fundet sammen.

Ifølge Ekstra Bladet fejrede de to instruktørens fødselsdag sammen fredag.

»Ja, vi er kærester, og vi arbejder også sammen,« bekræftede Lars von Trier over for Ekstra Bladet.

Lars von Trier arbejder lige nu på en serie-morder film 'The house that Jack built'. Han regner med at starte optagelserne 1. september.