Skuespiller Lars Knutzons far døde tidligt. Det tvang moderen Lulu Ziegler på hårdt arbejde. Og storesøster syntes bare, at Lars var irriterende.

Min mor Lulu Ziegler og jeg står her og beundrer den første plakat fra hendes karriere. Den er fra 18. juli 1918. Det var en oplæsningsaften med navne som I.P. Jacobsen, Herman Bang og Johannes V. Jensen. Hun var et ikon for mange forfattere, og Jens August Schade og flere andre forfattere skrev siden sange til hende. Det var før radio og tv – folk kom simpelthen for at høre hende læse op. Både min søster og jeg var lidt flove over, at vores mor var kendt. Når vi gik på gaden, nynnede min mor højt, og vi prøvede at tysse på hende og sagde: ’Mor, du praler. Hold nu op’. Hun var også lidt af en verdensdame, når hun kom ind i en butik eller i Magasin. Hun var lidt stor i slaget – og sjov.

Min far Per Knutzon var meget engageret i den politiske venstrefløj – de såkaldte kulturradikale – under krigen. Hans politiske engagement under besættelsen tvang os til at flygte til Sverige, mens jeg var helt lille. Han døde i 1949 efter premieren på Medea i Riddersalen under en fest hos digteren Paul la Cour i hans hus i Bagsværd. Som man kan se på billedet, røg han meget, og de cigaretter tog livet af ham.

Denne lækre VW-boble købte min stedfar Kristian Lindqvist i 1953, han havde ellers siddet i fangelejr hos tyskerne i Grini i Norge og hadede tyskerne af et godt hjerte. Alligevel købte han en folkevogn, og min søster og jeg var stolte af bilen og er her i Norge for at se hans hjemland. Han var modstandsmand, og han skulle tage i mod nogle faldskærmssoldater, når de kom ned, men der gik ikke lang tid, så blev han stukket til tyskerne og kom til at sidde i koncentrationslejren Grini. Kort før krigen var slut, skulle han skydes, men af en eller anden grund blev han pludselig sluppet løs, og han løb – i øvrigt splitternøgen – ud fra lejren og ud på vejen. Dér stoppede en læge sin bil, og han blev reddet på den måde. Det satte sine spor hos ham. Han var gift med min mor i 12 år, og ham var jeg ikke specielt vild med.

Min mor Lulu Ziegler iscenesatte i ca. 1969 den amerikanske musical Lige for Lige – den var bygget over en Shakespeare-historie. Efter hun stoppede med at synge, søgte hun ind som instruktør. Det blev desværre ingen stor succes. Hun kom nok for sent i gang og havde ikke så meget teknisk kunnen. Ikke så længe efter blev hun alvorligt syg og døde i 1973.

I 70erne turnerede jeg sammen med Sanne Salomonsen med forestillingen ’Godspell’, kort efter at hun havde været med i ’Hair’. En sød forestilling, som Klaus Pagh havde sat op. Det var simpelthen hylende morsomt, når forestillingen var slut, var der fest på hotellet, og der blev røget og drukket. Vi var jo unge og friske og kunne tåle det. Det havde aldrig kunnet lade sig gøre i dag – vi ville have tømmermænd flere uger efter.

Min søster Anne og jeg er her på sommerferie i Jylland. Hun var ikke altid lige god ved mig, da jeg var barn, og det har hun fortrudt siden. Hun syntes jeg var irriterende. Når hun f.eks. havde kærester på besøg, var jeg altid i vejen. Hun har flere gange sagt: ’Håber du tilgiver mig for det’. Hun døde for halvandet år siden – ligesom min far røg hun sig ihjel.

Som barn har jeg langt hen ad vejen opdraget mig selv. Efter min fars død kom jeg til at gå på Bagsværd Kostskole, og der havde jeg det sjovt med kammeraterne – selve skolearbejdet interesserede mig knap så meget. Det havde selvfølgelig været sjovt, hvis jeg havde haft en far, så ville mit liv nok have ændret sig en del. Da han døde, skyldte han temmelig mange penge væk, og dem skulle min mor tjene og betale tilbage, og det betød hårdt arbejde.

Efter Bagsværd Kostskole kom jeg til at bo i Sverige hos en familie ved Skærgården, mens min mor boede inde i Stockholm. Hun åbnede kabareten Hamburger Börs, som blev en kæmpe succes med varietéunderholdning. Hendes lejlighed var meget lille, så der var ikke plads til mig – og vi var sikkert også kommet op at skændes. Men jeg spiste dog hver aften på hendes kabaret og talte med kunstnerne. Jeg var i lære som fotograf, og her er mit første selvportræt. Hver lørdag og søndag var forrygende, for jeg tog ind til en jazzklub i Stockholm, som hed Nalen.