Dansk designer: Hun blev fuldstændig vild

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Popfænomenet Lady Gaga er kendt for sine noget specielle kostumer. Ikke bare på scenen, men også til hverdag. Men det er ikke kun hende selv, der skal se godt ud, når hun betræder det offentlige rum. Også hendes hund, Fozzi, skal naturligvis være med på noderne.

Det var i hvert fald hvad den danske designer, Louise Bjerregaard, tænkte, da hun erfarede, at popstjernen gæstede København. Hun havde læst, at Gaga havde sin hund med rundt på tournen, og tog derfor chancen og skabte en pels til den lille firbenede følgesvend.

- Jeg fik mulighed for at møde hende efter hendes koncert i Parken. Inden da havde jeg lånt lokalerne hos Kopenhagen Fur, hvor jeg på tre timer havde lavet pelsen, fortæller Bjerregaard, der er ejer firmaet "Chien Bizarre", der har specialiseret sig i at lave pelse til menneskets bedste ven.

Pelsen, der er lavet af mink, har dinosaurus-takker, som man kan sætte til at stritte, som man vil. Den noget specielle pels faldt heldigvis lige i popdronningens smag.

- Jeg var ret spændt på, hvordan hun tog i mod det. Da hun så posen, hvor pelsen var i, troede hun først, at det var til hende og sagde 'Nej, du har en gave med til mig?'. Da jeg så sagde, at det var til hendes hund, og hun så pelsen, blev hun heldigvis fuldstændig vild, siger hun.

Mødet med Lady Gaga var stort for den unge designer. Også selvom hun ikke betegner sig selv som fan af musikeren Gaga.

- Jeg er ikke så meget til hendes musik, men jeg har stor respekt for hende som menneske. Jeg synes, at hun sender nogle positive energier over for unge, med hendes udtalelser - blandt andet for bøsser og lesbiskes rettigheder, siger hun og fortæller, at det var en fornøjelse at møde popfænomenet.

- Hun var super sød. Træt, men sød.