L.O.C., der er kæreste med Vild med dans-Christiane, indrømmer, at han er svær at leve sammen med.

I den store offentlighed er han mest kendt som tv-værten Christiane Schaumburg-Müllers kæreste.

Blandt danske rock- og hiphop-fans er album-aktuelle Liam O’Connor kendt som L.O.C.

En kompromisløs ener. Levendegørelsen af den klassiske James Dean-frase: 'Rebel without a cause'.

Sammenbidt, taknemmelig afvænnet alkoholiker, dyb, reflekterende og stadig så misantropisk, at Liam ofte vågner op og har lyst til at slutte sit liv. Et øjeblik i hvert fald. Og så igen en masse selvironi.

- Jeg mangler en retning, for helvede, som han siger med et stort grin.

- Min mor er healer, min far ateistisk katolik. Jeg er vokset op med reinkarnation, buddhisme, katolske præster og nonner på den fædrene side, alle mine barndomsvenner fra Aarhus V er muslimer. Jeg har sten, stjerner, Gud den almægtige og Muhammed med i bagagen.

Droppede bryllup

Liam O’Connor har besluttet, at han ikke vil tale om forholdet til 'Vild med dans'-værten. De var egentlig blevet forlovet, men droppede brylluppet. I første omgang. Nu er de sammen igen.

- Jeg har levet sammen med mange, meget godhjertede piger, for hvem jeg er blevet for meget. Jeg kan ikke bebrejde dem. Men jeg er er blevet bedre til det, synes jeg. Jeg har lovet min gamle farmor i Irland, at jeg snart bliver gift. Hvornår? Jeg aner det ikke. Foreløbig tager jeg over til hendes 90 års fødselsdag. Det må vist være dét i første omgang, siger Liam.

Drengerøve på 40 år

Måske er Liam alligevel mere klar til ægteskab med Christiane, end han umiddelbart vil indrømme. Han har indset, at han er på vej ind i den fase, hvor man »har det fedt med at sidde derhjemme og læse i en bog«, som han siger.

- Mine venner, som jo for længst er voksne mænd, render stadig rundt i hættebluser, og forsøger at være så skide macho. Mit nye album 'Libertiner' er en kommentar. Det letteste for mig ville være at kritisere de 14-årige. Men jeg ser en masse mænd på vej mod de 40, som stadig kalder sig selv drengerøve. Det er en dårlig undskyldning for at blive ved med at opføre sig som teenager.

Som tidligere alkoholiker ville jeg aldrig se ned på folk, der drikker i et festligt lag. Men at gøre det tre til fire gange om ugen. Det er måske lidt rigeligt, siger Liam O’Connor.

Drikke sig i hegnet

- Jeg har haft mine kampe de senere år med at komme overens med livsstilen i min branche. Det er en kodeks at drikke sig i hegnet med slavewhisky i tide og utide. Så fascinerende er den selvdestruktive rock’n’roll-livsstil heller ikke, siger Liam O’Connor til B.T.

Da Liam var en lille dreng, der legede med sine venner i Gellerupparken uden for Aarhus, sagde hans mor en dag, at han ikke skulle være ked af det, hvis hun døde snart. I så fald var det bare meningen. Den udmelding var et kæmpe chok.

- Det forklarer de lidt skæve synspunkter, jeg har på mange ting. Måske især til kærlighed, som man kunne høre i mit 'Selvmord'-projekt fra 2009.

Min mor, som jeg har et fint forhold til i dag, går meget ind for selvudvikling. Hun tror på, at man er ren i sjæl og sind, den dag man ikke er afhængig af nogen. Den dag, man accepterer, at tingene er, som de er. Engang sagde hun til mig, at hvis hun gik hen og døde, skulle jeg ikke være ked af det, fordi så var det meningen. Noget af en melding til en lille dreng. Hun prøvede at forklare noget positivt. Men det har påvirket mig enormt meget, også mit forhold til piger, siger han - og fortsætter efter en lille pause:

- Det kan forklare, hvorfor jeg har lidt svært ved at tro på det gode. Også i kærlighed. 'Ja, ja, vi har det fint - men det dør også, hæ'. Sådan er min pessimistiske tilgang til tingene. Efter at jeg er holdt op med at drikke, har jeg accepteret, at jeg en dag skal dø. Mit misbrug var sikkert en flugt fra den kendsgerning. Ja, jeg vågner nogle gange om morgenen og har lyst til at tage mit eget liv. Det har jeg indset. Det er en del af mit liv. Og det er blevet meget lettere, nu hvor jeg ikke er bange for at dø. Du kan sige, at det er en meget snørklet hyldest til livet, at man står ved, at man har den slags selvdestruktive tanker, ha-ha, siger Liam O’Connor.

Der er en hel del distance til dig selv i din nye musik?

- Den eneste måde at sætte sig ud over sine grimmeste træk er ved at erkende dem. Det ville være ulideligt, hvis jeg satte mig ned i al min narcissistiske selvmedlidenhed og skrev tekster om det. Det er nødvendigt med den selvironi eller distance.

Frank Hvam-agtigt

Er det et forsøg på at lægge lidt luft til figuren L.O.C.?

- Jeg kan ikke indlede mine show Frank Hvam-agtigt iført underbukser og undertrøje. Jeg er nødt til at køre den helt ud. Det bliver fremført på en måde, der hiver folk ind i mine tanker. På en måde så folk, der fester, ikke begynder at tvivle på en fyr, der står og siger, at han vil tage livet af sig selv. Selvfølgelig betyder det, at mange tænker L.O.C. - en fandens karl. Men L.O.C. er bare et fragment af mig. Jeg bliver mere og mere Liam, siger O’Connor.