»Øhh... Vi er gode venner, og det er hyggeligt. Men vi er ikke kærester.«

Sådan lød det formelle svar fra politikeren Nikita Klæstrup om sit forhold til den kendte tv-vært og model Oliver Bjerrehuus, da hun dukkede op på den røde løber til årets Reality Awards i Cirkusbygningen mandag aften. Alene.

Men kort før award-showet skulle begynde, dukkede Oliver Bjerrehuus også op, og i foyeren fandt han hurtigt vej til Nikita Klæstrup, der var klædt i en sort, nedringet kjole.

Op til flere gange kyssede parret hinanden, og da begge efterfølgende blev spurgt til, om de kalder sig selv for kærester, var svaret kækt og nonchalant.

»Det ved jeg ikke. Nu står vi bare og får tiden til at gå, mens vi venter i køen. Og der er ikke mere champagne, så vi må få det bedste ud af det, som vi kan. Og så tænker jeg, at det virker ret indlysende i øjeblikket,« lød det kækt fra Oliver Bjerrehuus, der hurtigt tilføjede:

»Det er vildt dejligt.«

Mandag aften var toppen af den danske realitybranche samlet, da Reality Awards løb af stablen for tredje år i træk. Det skete ved et stort arrangement i Wallmans i Cirkusbygningen, hvor bl.a. 'Årets bedste kvindelige deltager' og 'Årets bedste konkurrencedrevne program' blev kåret.

I foyeren fortalte Oliver Bjerrehuus, at parret har mødt hinanden via Facebook, efter at Nikita Klæstrup havde sendt ham en venneanmodning på det sociale medie. Samtidig løftede Nikita Klæstrup sløret for, at parret har kendt hinanden i præcis én uge.

»Jeg havde en biografpremiere, og så tog vi til den, og så har vi ligesom været et par lige siden,« fortalte Oliver Bjerrehuus, der ved samme lejlighed sendte roser af sted mod de mange realitydeltagere, der gennem en lang række programmer åbner op for deres liv på både godt og ondt.

Oliver Bjerrehuus og Nikita Klæstrup til Reality Awards 2016 i Cirkusbygningen mandag aften.
Oliver Bjerrehuus og Nikita Klæstrup til Reality Awards 2016 i Cirkusbygningen mandag aften. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Længe leve reality. Det minder os alle sammen om, at vi er mennesker, og at vi alle sammen laver fejl en gang imellem,« lød det fra Oliver Bjerrehuus, der også selv har lukket danskerne ind i sit privatliv i reality-serien 'Olivers Kamp', der blev sendt på Kanal 4 i 2013.

Det er blot seks dage siden  at Oliver Bjerrehuus og Nikita Klæstrup troppede op sammen til biografpremieren på den Oscar-nominerede film 'The Revenant'. Her benægtede begge dog, at de skulle være kærester:

»Vi er her bare som venner. Vi har været ude at spise sammen, og så tænkte vi bare, at vi også ville tager herover,« fortalte Oliver Bjerrehuus.

Gallapremiere tirsdag aften d. 19. januar 2016 i Grand biografen på filmen The Revenant. Her ankommer Oliver Bjerregaard med Nikita Klæstrup, som nu har bekræftet deres forhold til hinanden.
Gallapremiere tirsdag aften d. 19. januar 2016 i Grand biografen på filmen The Revenant. Her ankommer Oliver Bjerregaard med Nikita Klæstrup, som nu har bekræftet deres forhold til hinanden. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jeg er her med Oliver, fordi vi er rigtig gode venner, og jeg synes, han er rigtig godt selskab. Og skal man ind at se en god film, så synes jeg, at det er bedst at gøre det i godt selskab,« istemmede den 21-årige model, debattør og politiker.

Nikita Klæstrup har tidligere datet komikeren Lasse Rimmer, men med en aldersforskel på mere end 20 år, udtalte hun i august måned sidste år, at hun ikke så aldersforskellen som nogen hindring for at danne par.

40-årige Oliver Bjerrehuus gik fra sin kæreste, som han også tidligere har været gift med, modellen Gunnvør Dalsgaard, i begyndelsen af januar.