Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Kristian Pihl Lorentzen om krigsrædsler, dårlige trafikanter, den jyske ambassade og meget, meget mere ...

Det værste, jeg nogensinde har oplevet, var ... da jeg under min udsendelse i 1993 som EU-observatør i Kroatien fik en specialopgave med at grave lig op og som neutral part aflevere til modparten i borgerkrigen. Det var en meget barsk opgave og også meget ildelugtende i sommervarmen. Jeg fik kommandoen over fire lokale arbejdsmænd, der var udrustet med spader, primitive kister og en gammel lastvogn. Efter opgravningen kørte vi til et checkpoint i ingenmandsland mellem de stridende parter, hvor jeg fik overdraget de afdøde til deres familier med henblik på ordentlig begravelse i deres hjemby. Sådanne oplevelser glemmer man aldrig. Men takket være gode psykologer i forsvaret fik vi før udsendelsen at vide, hvordan vi skulle håndtere ubehagelige hændelser. Hver aften fik jeg talt meget grundigt med andre udsendte kolleger om dagens begivenheder og fik derved de værste ting væk fra hjernen. Det virkede godt for mig. Takket være det lykkedes det mig at komme styrket hjem fra missionsområdet. I dag skal der rigtig meget til at ryste mig - jeg har fået brede skuldre. Men jeg glemmer naturligvis aldrig mine ubehagelige indtryk fra en modbydelig og blodig borgerkrig.

Jeg er sat på jorden for at ... leve et aktivt liv som et ordentligt og engageret menneske. Man har selv et stort ansvar for at forme sin lykke ud fra de fantastiske muligheder, der findes i vores dejlige land. Vi skal have et sammenhængende land med frihed under ansvar og gå imod bureaukrati og den omsiggribende centralisme.

Jeg er dårlig til ... havearbejde. Jeg har absolut ikke grønne fingre. Det har min hustru Anne Mette til gengæld. Engang kom jeg til at fræse et bed med nyplantede jordbær. Det var ikke just en ægteskabsfremmende handling.

Jeg fik et stort chok, da ... Danmarks Naturfredningsforening (DN) i ramme alvor foreslog at tømme naturperlen Tange Sø, der ligger ved Ans i Midtjylland. Søen har eksisteret i næsten 100 år som vandreservoir til Tangeværket og er i dag blevet en umistelig del af dansk natur. I det hele taget er DN ofte meget fundamentalistisk i sin tilgang til naturen, og deres klagecirkus hæmmer mange gode lokale projekter. Det er ærgerligt, fordi hensynet til naturen sagtens kan gå hånd i hånd med fornuftig menneskelig aktivitet.

Provokerende adfærd på motorvejen er, når ... lastbiler laver elefantvæddeløb med deraf følgende blokering af overhalingsbanen. Desuden er det hamrende irriterende, hvis der ikke holdes til højre. Særligt når bilister ligger og sinker trafikken med 90 km/t ude i overhalingsbanen. Motorveje er uhyre sikre og fremkommelige - og de er generelt bygget til kørsel med 110 eller 130 km/t.

Da jeg selv engang blev standset af politiet ... i Rødkærsbro for år tilbage, var det fordi, jeg kørte 58 km/t, da jeg passerede byskiltet. Jeg fik en fartbøde. Og det var helt berettiget. Fartgrænserne skal overholdes.

Jeg var svineheldig, da ... jeg i foråret 1984 mødte Anne Mette til et påskebal i Ans. Jeg faldt for, at hun ser hamrende godt ud, hun er en sød og naturlig pige, så det sagde bang. Jeg var dengang kadet på Hærens Officersskole og var sjældent i Jylland. Der var rigeligt med spændende aktivitet i København for en ung mand med hang til fest og farver. Vi var nogle stykker, der tit var på diskotek Exalon i København, der blev kaldt den jyske ambassade. Det var stedet, hvor politibetjente og den kongelige livgarde kom - og mange søde piger troppede op. Men jeg fandt kærligheden i Ans, hvor vi nu bor, og nu har vi været gift i næsten 31 år.

Jeg har selv en uvane, når jeg kører, nemlig... at jeg får forhøjet blodtryk, når andre bilister kører dårligt. F.eks. når nogen på motorvejen trækker ud i overhalingsbanen uden først at orientere sig bagud. Eller skifter vognbane i byerne uden at orientere sig. Min hustru og børn har ofte hørt mig ophidset i sådanne situationer.

Generelt mener jeg, at det går den forkerte vej, hvad angår ... udbygningen af den trafikale infrastruktur. Vi har siden 2009 investeret målrettet i veje og jernbaner, men er langtfra færdige. Vi skal bekæmpe trængsel og tidsspilde. En stor del af Danmarks vækst holder i kø på vejene. Vi skal investere i vejene med vækst i hele Danmark for øje.

En sund togdrift kan holde en fra fristelsen til ... at tage bilen, hvis man ellers har mulighed at tage toget. Vi skal i kølvandet på IC4-skandalen satse på at få nye pålidelige eltog på banen, så løfterne i køreplanerne kan holdes. Omvendt skal vi erkende, at det i store dele af provinsen slet ikke er muligt at benytte toget i det daglige. Desuden er mange familier - også nær storbyerne - afhængige af bilen for at kunne aflevere børn og få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg synes, du burde spørge mig om ... min livret. Som min fremtoning lader ane, så holder jeg meget af god mad, og den er min hustru ekspert i at lave. Min livret er ossobuco tilberedt i Tange Sø Bryg, serveret med kartoffelmos, der er præget af rigeligt smør. Jeg er i øvrigt en stor fan af brødrene Price.

Jeg var ved at få paranoia, da ... da jeg skulle finde ud af svaret på dette spørgsmål. Jeg mener ikke, at jeg på nogen måde lider af paranoia.

Det var slemt ... da min søn Frederik skulle fødes i juli 1993. Jeg var udsendt til borgerkrigen i Kroatien, da Anne Mette kom på sygehuset for at føde. Det var rigtig lange og næsten uudholdelige 24 timer, indtil den glædelige meddelelse indløb hjemmefra. Sikke en lettelse, at alt gik godt, trods en meget svær og kompliceret fødsel.

Det var pinligt, da jeg ... i sommeren 1986 skulle udnævnes til premierløjtnant af HM Dronningen. Jeg stod sammen med mine kammerater fra Hærens Officersskole flot på geled med sabel og spidshue. Ved et uheld lykkedes det min sidekammerat at banke min hue ud af hånden på mig, da han skulle give hånd til majestæten. Et sekund senere så man Kristian Pihl samle en hue op fra gulvet...

Man bliver ikke hvid af at sværte andre sorte, fordi ... der sjældent er nogen, der kan frasige sig et ansvar. Desuden er det dårlig stil at rakke ned på andre. Det gælder også i politik, hvor en stor del af den udbredte politikerlede givetvis skyldes mudderkastning, selvforherligelse og hundeslagsmål. Befolkningen ønsker en respektfuld debat med fokus på konkrete resultater. ’Stakket er stridens glæde’, som der så klogt står på frisen i vandrehallen på Christiansborg.

En dårlig bilist er en, der ... kører hensynsløst med hovedet under armen uden tanke for medtrafikanternes sikkerhed. Helt grelt er det med de såkaldte vanvidsbilister, der ofte er uden for pædagogisk rækkevidde. Uopmærksomhed i trafikken er også et stort problem f.eks når der læses og skrives sms under kørsel. Endelig er der et stigende problem med bilister, der kører under påvirkning af stoffer. Det er dødsensfarligt. Når vi taler dårlige trafikanter, vil jeg også nævne de alt for mange hensynsløse cyklister, der hærger i Københavns gader. Forleden dag blev jeg selv torpederet af en cyklist, mens jeg gik over for grønt i et fodgængerfelt.

Det gjorde afsindigt ondt, da jeg ... fik meldingen om min fars alt for tidlige død i en alder af 57 år efter en færdselsulykke på Rømø-dæmningen. Han var vejarbejder og blev påkørt af en bilist, der blev blændet af sollyset.

Jeg fortryder, at jeg ... ikke brugte mere tid sammen med mine tre børn, da de var små. Der var tale om en periode, hvor jeg havde alt for travlt med både tjenesten i forsvaret og arbejdet som byrådsmedlem i Kjellerup Kommune. Det har mine børn uden tvivl betalt en pris for. .