Venstres næstformand, Kristian Jensen, i 'Vild med dans' er sjovere

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det ene øjeblik danser Joachim B. Olsen ind i vore hjerter i jungledansende tegneseriedragt, det næste står han med sin Arnold Schwarzeneggerske muskel-arm i vejret og er Liberal Alliance spidskandidat! Dette stunt er svært at komme efter for 'Borgen', der ganske vist har Ole Thestrup til at tosse rundt i en slags Glistrup-parodi, men hvis første afsnit ikke var nær så fascinerende som at opleve Venstres næstformand, Kristian Jensen, i 'Vild med dans'. I forhold til de show-tendenser, der netop nu udspiller sig i virkelighedens politiske liv, er 'Borgen' bare bagefter!

Drama-serien kommer fra start på en velsmurt, effektivt konstrueret måde, der klarede både at få hovedpersonerne på banen og lade os fornemme, hvilken ormegård Christiansborg er som arbejdsplads. Det var underholdende, men vildt forudsigeligt. Jeg tænkte undervejs: 'Jamen, det har jeg da set før – bare med andre skuespillere!' For Adam Prices manuskript smager af at have simret grundigt og suget til sig i en fond af Hanne-Vibeke Holsts 'Kronprinsessen' og 'Kongemordet'.

Bred om bagen og varm om hjertet som De Moderates leder, kører Sidse Babett Knudsen rent hjem - med cykelhjelm! Hun er vældig god i rollen, som vi, åh, nu skal ha’ igen: Den idealistiske, kvindelige politiker, som med garantrisse skal komme slemt i klemme mellem det politiske og det kvindelige, mellem sine professionelle ambitioner og sine private forpligtelser!

'Har vi ikke set det før?'-fornemmelsen gælder både de luske-agtige scener på Christiansborg som ligner dem, vi for ikke så længe siden så i 'Forbrydelsen' og første afsnits præsentation af bipersonerne: for her er klichéerne igen: den rasende, forsømte toppolitiker-kone og den kvindelige stjerne-journalister i seng med en af sine kilder. At han denne gang ligefrem dør i hendes seng er en ubehagelig erindring om det, der skete i virkeligheden i 2003, da Folketingets Formand, Ivar Hansen blev fundet død på en forkert adresse!

Der er i det hele taget noget lige lovlig udspekuleret over 'Borgen' og den måde, den udspiller sig i på i det, der vel efterhånden må betegnes som et 'belastet miljø' - nemlig det politiske! Forude venter ni afsnit, hvor der nok – igen – skal bages rævekager og nok – igen - konkurreres i at stikke hinanden i ryggen.