For nylig kunne B.T. fortælle, at keramiker Kasper Würtz har sendt en stævning afsted i retning af Christian Bitz og dennes grossist, F&H Holding A/S. En stævning, der denne gang omfatter 48 'Bitz'-produkter.

Dette får dog umiddelbart ikke nogen betydning for kæden Kop & Kandes salg af produkterne.

»Vi ser med stor alvor på den her sag, men vi vil også sige, at vi lader det køre i domstolen mellem Kasper Würtz, Christian Bitz og F&H,« siger Peter Devantier Therkelsen, administrerende direktør i Kop & Kande, til B.T.

Han fortæller, at F&H har orienteret dem om stævningen, og han forventer at blive informeret, hvis der sker en udvikling i sagen.

Lotte Wøldiche Præstgaards opslag på Facebook, hvor hun skriver, at F&Hs produkter ikke står for 20-25 procent af Imercos omsætning.
Lotte Wøldiche Præstgaards opslag på Facebook, hvor hun skriver, at F&Hs produkter ikke står for 20-25 procent af Imercos omsætning.
Vis mere

»Det, vi forholder os til, det er det, der bliver dømt for, og ikke hvad der bliver stævnet for.«

Kop & Kande har fjernet de fire produkter, som blev dømt for krænkelse af ophavsretten, da Østre Landsret i maj stadfæstede dommen, som Sø- og Handelsretten kom frem til året før.

I svar til frustrerede kunder på Facebook, som undrer sig over, hvorfor kæden fortsætter med at sælge de 48 øvrige Bitz-produkter, skriver Kop & Kande, at 'vi er kede af at blive associeret med kopivarer, da det er langt væk fra vores værdier, og det ønsker vi ikke at stå for'.

Hvorfor fjerner I ikke blot enhver tvivl og indstiller salget af disse 48 produkter, indtil der er faldet dom?

»Vi skal ikke gøre os til dommer. Det må domstolen tage sig af, og så agerer vi efter dommen. Hvis vi fjerner produkterne, har vi på forhånd dømt Bitz og F&H.«

Men hvis jeres kunder associerer Kop & Kande med kopivarer – selvom de varer, I sælger, ikke er omfattet af nogen dom – så er det vel skidt for jer?

»Det er vi ikke uenige i, men det, vi kan konstatere fra vores enkelte butikker, som vi er i tæt dialog med, det er, at det er meget begrænset, hvor mange kunder der kommer ned og er sure og utilfredse. Vi tager selvfølgelig dialogen med kunderne, og når de får forklaret, hvorfor vi fortsat har Bitz-produkter, så har de haft en forståelse for det.«

Hos konkurrenten Imerco har man modsat Kop & Kande ikke lyst til at udtale sig om den nye stævning.

Imercos administrerende direktør, Frederik Brønnum, har ellers tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at man tager sagen dybt alvorligt.

»Det har overrasket mig, og vi tager det meget, meget alvorligt,« lød det fra direktøren, da han tidligere skulle forholde sig til sagen mellem ernæringsekspert Christian Bitz og keramiker Kasper Würtz.

På LinkedIn understregede Imercos CCO, Lotte Wøldiche Præstgaard, at Imerco tager 'sagen seriøst og er interesserede i at komme til bunds i sagen – og er i dialog med F&H A/S'.

B.T. ville gerne høre:

  • hvad der er kommet ud af dialogen med F&H
  • om kæden også har været i dialog med F&H om den nye stævning
  • om Imerco overvejer at tage de 48 produkter, der er omfattet af stævningen, af hylderne, indtil der er en afklaring i sagen
  • om det har nogen betydning for deres beslutninger, at F&H-produkter angiveligt står for 20-25 procent af Imercos omsætning.

De sidste tal stammer fra Thomas Blixenkrones vidneudsagn i Østre Landsret. Han er retaildirektør i Imerco.

På LinkedIn understreger Lotte Wøldiche Præstgaard dog, at de tal ikke stemmer.

»Jeg føler også et behov for at understrege, at de omsætningstal, du skriver (at F&H skulle står for mere end 25 procent af Imercos omsætning, red.), langtfra afspejler virkeligheden. Det er ganske enkelt ikke sandt,« skriver hun i et svar til keramikken Kasper Würtz, uden dog at nævne, hvilke tal der så afspejler virkeligheden.