Kronprinsens udmelding om, at han dagen før det store motionsløb Royal Run, som er arrangeret i forbindelse med hans forestående 50-års fødselsdag, døjer med ondt i ryggen, bliver nu uddybet af kongehuset.

Over for BT meddeler de søndag aften, at problemerne kommer som følge af en løfteskade, som har sat sig i den højre side af ryggen.

Hvad kronprinsen har løftet, kan man ikke sige noget om, men kongehuset understreger, at der ikke er grund til at være nervøs for Danmarks kommende konge.

Kronprins Frederik er blevet tilset af enten en fysioterapeut eller læge, oplyser kongehuset.

I en video, der er lagt op på Facebook søndag, fortæller kronprins Frederik selv, at han heldigvis ikke er så skadet, at han ikke kan stille til start, når han sammen med flere end 40.000 andre danskere i morgen, mandag, skal løbe Royal Run. Et storstilet motionsløb, der er arrangeret til ære for den kongelige fødselar, der næste lørdag fylder 50.

Rygproblemerne kommer uheldigt for kronprinsen, som ellers er en dygtig og erfaren løber.

Mandag under Royal Run skal han nemlig løbe hele fem løb. Først i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense skal kronprins Frederik løbe 1,6 kilometer - 'one mile' - inden han sætter kronen på værket og løber 10 kilometer i København.

Du kan følge med i kronprinsens løb på bt.dk mandag.