Koncert-aktuelle James Taylor fik chancen af McCartney. Harrison lånte hans sang. Og han mødte Lennons morder

Når James Taylor står på scenen i København tirsdag aften og i Aarhus onsdag, er det ikke bare en mand og hans geniale sange. Det er ren og skær musikhistorie.

Sideløbende med en kamp imod heroin og psykisk sygdom har 66-årige James Taylor nemlig solgt over 70 millioner album. Han har datet Joni Mitchell. Han har været gift med Carly Simon. Han har samarbejdet med både The Beatles, Bob Dylan og Taylor Swift, der i øvrigt er opkaldt efter James. Og så har den i dag lykkeligt gifte mand fra Boston scoret fans som bl.a. Kanye West, Paul Simon og Barack Obama.

Men lad os begynde med The Beatles, der på mange måder har spillet en stor rolle i James Taylors turbulente liv.

Efter en rodet begyndelse i det nordøstlige USA, hvor Taylor spillede på cafeer og har været indlagt for en svær depression, rejste han nemlig til London for at få en frisk start.

Med Beatles i London

Her var The Beatles i fuld gang med at drive deres eget pladeselskab ’Apple’. Paul McCartney hyrede Taylor som Apples første ikke-britiske kunstner. Og debutpladen blev indspillet i de legendariske Abbey Road-studier. Paul McCartney og George Harrison, der var i fuld gang med The Beatles’ ’White Album’, sang kor på én af albummets sange. Og det var her, Harrison ’lånte’ linjen ’Something in the way she moves’ (fra Taylors første hit, ’Something in the Way She Moves’) til sin klassiske sang, ’Something’.

Men dette var ikke sidste gang, Taylor kom tæt på Beatles-historien.

I New York City boede Taylor og hans kone Carly Simon nemlig i bygningen ved siden af John Lennon og Yoko Ono. Dagen før mordet på Lennon rendte James Taylor ind i morderen, Mark David Chapman. Og i et BBC-interview fra 2010 fortæller Taylor:

- Han pressede mig nærmest op imod en mur og fortalte, at han havde en aftale med John. Det var temmelig surrealistisk. Og dagen efter hørte vi skuddene – fem – lige så hurtigt som du kan trykke på aftrækkeren.

Dansk pige inspirerer

Ligesom mange andre var James Taylor dybt påvirket af det meningsløse mord. Siden drev han tilbage i heroin-misbrug. Men både før og efter formåede James Taylor, som er far til fire børn – to voksne og to teenagere – at omforme sine oplevelser til sange, der i dag anses for verdensomspændende klassikere.

Således handler hans måske største hit ’Fire and Rain’ om psykisk sygdom. ’Sweet Baby James’ handler om en nevøs fødsel og den lange tur tilbage til familien og normaliteten. Og endelig handler hittet ’Carolina On My Mind’ om længsel mod barndommens North Carolina – samt en dansk pige ved navn Karen.

En fantastisk rejse

Mit liv har været en fantastisk rejse, og jeg føler mig utrolig heldig. På mine rejser har jeg mødt et væld af skønne mennesker – bl.a. danske Karen. Og de har alle været med til at forme det liv, jeg lever i dag, har James Taylor i et tidligere interview fortalt undertegnede.

I dag er James Taylor gift med Caroline Smedvig, der er PR-chef for Bostons Symfoniorkester. Sammen har de tvillingedrengene Rufus og Henry på 13. Og i hele verden rives billetterne stadig væk, når Taylor turnerer.

James Taylor spiller i Falconer Salen i København tirsdag aften og i Musikhuset i Aarhus onsdag