Opskriften på at blive rigtig rig er tilsyneladende at opføre sig ultra pinligt!

Den konklusion kan man i hvert fald godt tillade sig at drage af d'herrer Casper Christensen og Frank Hvams netop offentliggjorte regnskaber.

For selvom de to komikeres film 'Klovn - The Movie' først havde premiere blot to uger før året rindede ud, har de på den konto kunnet hive lidt over en million kroner ud i lommepenge til sig selv. Hver.



Så man tør næsten ikke tænke på, hvor stort udbyttet bliver når regnskabsåret 2011 ligger klar og indtægterne for yderligere en halv million biografbilletter samt et dvd-salg, skal lægges oveni. I alt er filmen blevet set af 855.000 danskere.



Det er selskabet Ja-Hatten ApS, der er tegnet for et år siden, som umiddelbart står bag 'Klovn - The Movie'. Et selskab som Frank og Casper ejer sammen med instruktør Mikkel Nørgaard. Og her har de tre trukket 'beskedne' 300.000 kroner ud i udbytte hver især.

Men over Ja-Hatten i komikernes selskabskonstruktion finder man Nutmeg Movies ApS, som ejes af Casper Christensen og Frank Hvam. Og her er yderligere 750.000 kroner blevet udbetalt til hver af dem.

Både Casper Christensen og Frank Hvam tegner sig yderligere for adskillige selskaber, som står i den enkeltes navn. Og selvom der er tale om individuelle firmaer, er de lige dygtige til at samle ind til kistebunden.



Begge er gode for formuer på omkring seks mio kroner, når selskabernes formuer og værdier lægges sammen. Og det på trods af, Frank Hvam sidste år udbetalte en løn til sig selv på 2,3 mio kroner og Casper omkring 1,5 mio kroner.

Udover hvad de to har i vente af restende indtægter på 'Klovn - The Movie' kontoen, er de også på vej landet rundt med et nyt stand-up show, et tandem-show, hvor de optræder som sig selv.

Det show får iøvrigt premiere på teatret Bremen i København. Som de selv står bag!