Gwyneth Paltrow er kommet i alvorlig modvind efter anklager fra rumfartsorganisationen NASA om, at hun er fuld af fup.

Er skuespilleren Gwyneth Paltrow bundnaiv, eller er hun en kynisk forretningskvinde, som tager penge ud af lommerne på godtroende forbrugere?

Sådan går debatten lige nu i USA, efter den feterede Hollywood-stjerne er blevet kaldt en løgner af ingen ringere end rumfartsorganisationen NASA.

Paltrow har længe tjent penge på sin helse-virksomhed Goop, hvor hun har vakt opsigt med nogle meget sælsomme sundhedstip. Ikke mindst et smykke-æg af jade, som kvinder skal proppe i vaginaen for at komme af med negativ energi.

Nu er hun igen i skudlinien, efter hun har lanceret et dyrt plaster ved navn 'Body Vibes', som skal 'balancere energi-frekvenserne i kroppen'. Problemet er nemlig, at hun bruger NASA's brand til at sælge plastrene.

Det skriver CNN.

I reklamen for 'Body Vibes' har stjernen påstået, at det er lavet af samme materiale, som NASA bruger til rumdragter.

Men det afviser NASA på det skarpeste over for Gizmodo, og en tidligere topchef for rumagenturet er decideret rasende over misbruget af deres navn.

- Wow. Hvor er det bare noget lort at fyre af, siger NASA-chefen, Mark Shelhamer, til Gizmodo.

Nu har Goop fjernet teksten, hvor den påståede sammenhæng med NASA var indskrevet.

Men ifølge Gizmodo er der lige er problem til med plastrene, der koster helt op til 800 kroner for en 24-pak: De har absolut ingen beviselig effekt.